Dagligdagen
Her kan du læse mere om, hvordan det er at bo på Kellersvej 5
Dagligdagen
Hvis du ønsker at bo hos os, forventer vi, at du har lyst til og mod på at øve dig i at være sammen med de andre beboere i tilbuddet og til at deltage i forskellige aktiviteter - både i og ude af huset. Det hjælper dig med at opbygge og styrke dine sociale fællesskaber og til at være en del af samfundet.
Vi har et særligt fokus på, at du øver de færdigheder, der skal til, for at kunne bo i egen bolig.
Det kan være rengøring, tøjvask, indkøb, madlavning, betjene din mobiltelefon, hente din post, stemme ved valg, vande potteplanter, sy en knap i eller lægge en dug på bordet og dække et bord, hvis du får gæster. Målet er, at du kan klare disse opgaver selvstændigt, men sammen med dig taler vi om, hvad der er vigtigt for dig, at vi har særligt fokus på.
Vi har også fokus på, at du er i et beskæftigelsesforløb, som er tilrettelagt i det tempo, du har mulighed for at udvikle dig i. Vi arbejder for, at du forbliver en del af samfundet og får muligheden for at indgå i uddannelse, job og aktiviteter, som er meningsfyldte for dig. I den forbindelse samarbejder vi bl.a. med kommunes virksomheder og foreninger.
Kellers klub, Slotscaféen og Salen på Kellersvej vil danne den fysiske ramme om mange af de sociale arrangementer på området. Det kan i det daglige være spilleaftener, bordtennisturneringer, gaming og e-sport, krea-aftener og meget andet. Der er også mulighed for træning i det handicapvenlige træningscenter Gladsaxe Multifitness på Kellersvej 2 (se Nærområdet og kort over Kellersvej).
Sansehuset på Kellersvej 1 består af en række forskellige rum, hvor du får mulighed for at få vækket eller dæmpet dine sanser og sanseindtryk.
På området er der desuden dyrehold bestående af heste, høns, kaniner og marsvin.
Vi har husmøde ca. en gang om måneden, hvor eventuelle problemer tages op, vi planlægger aktiviteter og træffer fælles beslutninger.
Socialpædagogisk botræning
Kellersvej 52860 Søborg