Offentlig begravelse
Offentlig begravelse kan være en mulig løsning, hvis der ikke findes pårørende eller andre, der ønsker at påtage sig forpligtigelsen. Offentlig begravelse er den sidste løsning, når alle andre muligheder er undersøgt.
En offentlig begravelse er ikke en tilskudsordning. Har du først afsagt dig muligheden for at begrave dine pårørende, har du ikke mulighed for at få indflydelse på, hvordan begravelsen finder sted.
Det er vigtigt, at du selv undersøger, om der er økonomiske midler fra for eksempel Supplerende Arbejdsmarkedspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Kapitalpension eller en mulig forsikring. Det viser sig ofte, at mange faktisk har en forsikring, der udbetales ved dødsfald og kan anvendes til betaling af begravelsen.
Når Gladsaxe Kommune overtager forpligtigelsen med at begrave afdøde og boets behandling, overtager vi samtidig retten til at fastsætte vilkårene for begravelsen, bisættelsen, forholdene på kirkegården og den efterfølgende tømning af afdødes bo. Har du som pårørende specifikke ønsker, skal du selv overtage de praktiske og økonomiske forpligtigelser.
Hvem der har forpligtigelsen skal være afgjort inden begravelsen/bisættelsen og bobehandlingen iværksættes. Der kan ikke efterfølgende foretages ændringer i, hvem der har ansvaret. Vi kan aldrig overtage ansvaret for et bo, hvor pårørende eller andre har påtaget sig ansvaret, og hvor begravelsen/bisættelsen er afholdt.
Gladsaxe kommune har indgået en prisaftale med Bagsværd Begravelsesforretning, som forestår offentlig begravelser for Gladsaxe Kommune.
Såfremt du har spørgsmål til aftalen, kan du kontakte Borgerservice.