Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Sådan kan vi støtte dig

Hvis du har svært ved at klare dig selv i hverdagen, kan du som borger i Gladsaxe Kommune få tilbud om helhedspleje (tidligere kaldet hjemmehjælp). Vi arbejder med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, fordi vi lægger stor vægt på, at du bevarer din selvstændighed i så stort omfang som muligt.

Helhedspleje

Helhedspleje kan omfatte støtte til personlig pleje, praktiske opgaver og genoptræning.

  • Støtte til personlig pleje omfatter for eksempel støtte til bad og påklædning.
  • Støtte til nødvendige praktiske opgaver betyder, at du for eksempel støttes i at tørre støv af, rengøre dit badeværelse eller skifte sengetøj.
  • Du kan modtage tilbud om genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse (eksempelvis på grund af influenza eller et fald), som ikke behandles i forbindelse med sygehusindlæggelse. I de fleste tilfælde tilbydes træningen på hold, hvor du træner sammen med andre borgere.

Du skal forvente, at vi vil erstatte eller kombinere din støtte med hjælpemidler og teknologier, hvor det fagligt giver mening. Det kan for eksempel være et ganghjælpemiddel, digital genoptræning eller en medarbejder, der kontakter dig på telefonen eller via tablet frem for et fysisk besøg.

Nedenfor kan du finde yderligere information

Hvis en visitator vurderer, at du har brug for støtte, bevilges du helhedspleje inden for nogle vejledende rammer, vi har besluttet i Gladsaxe Kommune. Det betyder, at du enten får støtte gennem én udviklingspakke eller inden for én af vores fem rehabiliteringspakker.

Udviklingspakken

Se den webtilgængelige udgave af illustrationen med helhedspleje i pakker.

Udviklingspakken er til dig, som rammes af sygdom eller funktionstab. Foruden den praktiske og personlig hjælp, som du midlertidigt kan have brug for støtte til, arbejder vi fokuseret med afklaring og genoptræning.

Formålet med pakken er, at du genvinder din selvstændighed i så stort omfang som muligt og kan komme tilbage til et meningsfuldt liv med mindst mulig støtte fra kommunen. Du kan også blive visiteret til en udviklingspakke, når du i forvejen får støtte i hjemmet, hvis du oplever markante ændringer i dit funktionsniveau.

Du får tilknyttet en forløbskoordinator, som vil være din kontaktperson under hele udviklingspakke. Forløbskoordinatoren kan blandt andet hjælpe med kendskab og kontakt til kommunens øvrige tilbud samt tilbud og aktiviteter i foreninger mm. Det er også forløbskoordinatoren, som senest efter 12 uger genvurderer dit forløb. Du kan dog visiteres til flere udviklingsforløb i forlængelse af hinanden, hvis koordinatoren vurderer, at det bidrager til at øge eller fastholde din selvstændighed.

De fem rehabiliteringspakker

Kommunens rehabiliteringspakker er til dig, som har et stabilt behov for støtte til personlig pleje, praktisk hjælp og til at fastholde din selvstændighed.

Pakkerne findes i fem forskellige størrelser og den pakke, som du bevilges, sætter nogle vejledende og fleksible rammer, som gør det muligt at tilpasse støtten til dine aktuelle og varierende behov. Hvis dine behov ændrer sig i op- eller nedadgående retning, vurderer medarbejderne det sammen med dig. Det kan være, at der skal træffes en ny afgørelse om en større eller mindre pakke, hvis dit støttebehov ændrer sig væsentligt.

Du får tilknyttet en forløbskoordinator, hvis du visiteres til den største af de fem rehabiliteringspakker. Forløbskoordinatoren er din kontaktperson under hele forløbet og kan blandt andet hjælpe med kendskab og kontakt til kommunens øvrige tilbud og tilbud og aktiviteter i foreninger med mere.

Hvis vi vurderer, at du har brug for støtte i hjemmet, bliver du tilknyttet et tværfagligt team af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og terapeuter. Sammensætningen af flere fagligheder i teamet skal bidrage til en oplevelse af sammenhæng i den støtte, du modtager. Vi arbejder med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, fordi vi lægger stor vægt på, at du bevarer din selvstændighed i så stort omfang som muligt. Du kan forvente, at det tværfaglige team har fokus på din aktive deltagelse i den støtte, du modtager.

Du har indflydelse på, hvordan støtten udføres

Det betyder, at vi lytter til dine ønsker om, hvornår du for eksempel ønsker bad, rengøring og andre opgaver, hvor det er muligt inden for rammen af det forløb eller pakke, du er visiteret til. Vi kan også sammen flytte opgaver mellem dage, men vi kan ikke tilbyde støtte ud over det, du er visiteret til, da vi er nødt til at tage hensyn til faglige vurderinger og ressourcer.

Vi tilstræber, at det i højst mulig grad er den samme gruppe af medarbejdere, du møder i dit hjem. I en overgangsfase, hvor vi er i gang med at implementere helhedspleje, vil du opleve, at der er flere end vanligt, da der vil være mange medarbejdere, der skal efteruddannes osv.

Støtte bevilges efter ældrelovens § 10, og er omfattet af frit leverandørvalg. Du kan derfor vælge mellem at modtage den bevilgede støtte fra den kommunale leverandør, privat leverandør eller en selvudpeget hjælper.

I en midlertidig overgangsperiode fra juli 2025 tilvejebringes det frie valg af helhedspleje (tidligere kaldet hjemmehjælp) med et fritvalgsbevis, frem til den 28. februar 2026, hvor Gladsaxe Kommune forventer at have indgået nye kontrakter med private leverandører efter en godkendelsesmodel med opstart 1. marts 2026. Med et frivalgsbevis betyder det, at du som borger kan vælge selv at indgå en aftale med en CVR-registreret virksomhed efter eget valg. Aftalen er alene mellem dig og den private virksomhed.

Du kan læse mere om fritvalgsbeviset her.

Hvis du er visiteret til støtte, har du også mulighed for at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal kunne godkendes af kommunen, og skal herefter ansættes af kommunen til at løse de opgaver, du er visiteret til.

Den person, du har udpeget, skal kunne udfører samtlige opgaver. Du kan derfor ikke vælge at få nogle indsatser leveret af din selvudpegede hjælper og de andre opgaver af den kommunale leverandør.

Spørgsmål eller ansøgning om selvudpeget hjælper skal ske til Visitationen.

Se kontaktoplysningerne længere nede på siden.

Vi udfører din støtte i tæt samarbejde med dig, og også gerne dine pårørende, hvis vi har aftalt det på forhånd.

Vi laver aftaler med dig om, hvordan dine pårørende kan involveres samt hvilke oplysninger, de må få indsigt i. Tavshedspligten betyder, at kommunens medarbejdere som udgangspunkt ikke må udlevere oplysninger til pårørende, heller ikke til for eksempel nærmeste familie, medmindre der er givet samtykke fra den borger, som oplysningerne omhandler.

Det kan være en særlig situation at være afhængig af andres hjælp for at klare hverdagen. Vi har fokus på respekt og hensyntagen til dine ønsker og behov, når du får hjælp.

Ved ferie, efteruddannelse og sygdom, kan du opleve at møde andre medarbejdere end dem du kender. Derudover uddanner vi social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, så du kan også forvente at møde elever, som er under uddannelse.

Du kan altid kende hjemmeplejens medarbejdere på legitimationskortet.

Arbejdspladsvurdering

Dit hjem er dog også en arbejdsplads for vores dygtige medarbejdere, og derfor skal vi lave en arbejdspladsvurdering, når vi første gang besøger dig. I den forbindelse kan det være hensigtsmæssigt, at vi taler sammen om at omrokere møbler, hvis de står i vejen for, at vi kan give dig den bedst mulige hjælp.

Ved husdyr

Har du husdyr i hjemmet, vil vi aftale med dig, hvad vi gør i forhold til dit og evt. gæsters husdyr, mens vi er i dit hjem. Vi kan bede dig om at lukke løsgående husdyr inde.

Rygning

Siden 2015 har vi i Gladsaxe haft røgfri arbejdstid. Det betyder at vores medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden, og at de ikke må udsætte for passiv rygning.

For at beskytte vores medarbejdere mod passiv rygning, må du ikke ryge når de er i dit hjem.

Har du behov for sygepleje, kan du blive visiteret til én af vores sygeplejeklinikker. Hvis vi vurderer, at du ikke har mulighed for at møde op i klinikken, kan du i stedet få sygepleje hjemme hos dig.

Fokus på din kost og fysik

I Gladsaxe Kommune arbejder vi sundhedsfremmende. Derfor får du i forbindelse med et besøg tilbudt, at vi vejer dig for at følge din ernæringstilstand. Vi kigger også på, om du fortsat kan sætte og rejse dig, uden hjælp fra andre. Hvis der er behov for det, får du efterfølgende tilbudt relevant vejledning.

Ensomhed blandt ældre

Som regel bliver netværket mindre, når vi bliver ældre. Det kan skabe ensomhed for nogle. Derfor tilbyder vi dig også en snak om ensomhed og de mange muligheder, som findes for seniorer i Gladsaxe.

Vi tilbyder også en ensomhedsscreening, hvor vi stiller følgende spørgsmål:

  • Føler du dig isoleret fra andre?
  • Føler du, at du savner nogen at være sammen med?
  • Føler du dig udenfor?

Hvis hjemmeplejen oplever, at du ikke åbner ved besøg, har vi pligt til at undersøge, hvad der er sket, eller hvor du kan være.

Husk derfor altid at aflyse din aftale med hjemmeplejen, hvis du ikke er hjemme eller af anden årsag ikke ønsker hjælpen. Gerne så tidligt som muligt og helst dagen før. Ved aflysning aftaler vi om hjælpen skal gives på et andet tidspunkt.

Ved akutte tilfælde kan du kontakte Hjemmeplejen hele døgnet. Hvis det kan vente, så anbefaler vi, at du primært kontakter os på hverdage kl. 7.30 -15.30, hvor vi kan give dig den bedste service.

  • Hjemmeplejen Nord (Bagsværd): Telefon 39 57 38 30
  • Hjemmeplejen Øst 1+2 (Buddinge): Telefon 39 57 38 40
  • Hjemmeplejen Øst 3+4 (Søborg): Telefon 39 57 38 90
  • Hjemmeplejen Syd 1+2 (Mosen/Høje Gladsaxe): Telefon 39 57 38 80
  • Hjemmeplejen Vest 1+2 (Mørkhøj): Telefon 39 57 38 60
  • Hjemmeplejen Vest 3+4 (Gladsaxe Midt): Telefon 39 57 38 50
  • Hjemmeplejen Carlshuse: Telefon 21 30 55 52

Brugertilfredshedsundersøgelse

Brugertilfredshedsundersoegelse i hjemmeplejen 2025

Brugertilfredshedsundersoegelse i hjemmeplejen 2020

Visitationen - Hjælp til borgere

Rådhus Alle 7
2860 Søborg

Ring til os

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback