---
title: "Daghjem for seniorer"
description: "For ældre, der bor i eget hjem, og har brug for støtte til at klare hverdagen"
date: "2026-03-23"
created: "2024-05-04"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Seniorer](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer)

                    [Boliger for seniorer](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/boliger-for-seniorer)

                    [Plejeboliger](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/boliger-for-seniorer/plejeboliger)

                    [Egegården](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/boliger-for-seniorer/plejeboliger/egegaarden)

                    [Om Egegården](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/boliger-for-seniorer/plejeboliger/egegaarden/om-egegaarden)

                [Daghjem for seniorer](https://gladsaxe.dk/borger/seniorer/boliger-for-seniorer/plejeboliger/egegaarden/om-egegaarden/daghjem-for-seniorer)

# Daghjem for seniorer

I Gladsaxe er der fire daghjem for hjemmeboende ældre, der har brug for støtte til at bevare tilværelsen i eget hjem længst mulig og aflaste pårørende.

## Hvordan får jeg en plads i et daghjem?

Du skal visiteres for at kunne komme i et daghjem. Du kan kontakte Visitationen, som vil vurdere om et daghjem kan være noget for dig. Kontaktoplysningerne finder du nederst på siden.

## Betaling

Der er egenbetaling for kørsel og forplejning, som følger kommunens gældende takster. Prisen for daghjem og demenshold  er 58 kr. pr måned i 2026. Du får tilsendt regningen én gang om måneden. Vi anbefaler, at du tilmelder regningen betalingsservice (PBS).

## Vores forskellige daghjem

###

                                    Demensdaghjemmet Egeklubben

Egeklubben er for dig, som bor hjemme og har brug for støtte til at opretholde og eventuelt forbedre dit funktionsniveau samt har behov for socialt samvær med andre i hverdagen.

#### Aktiviteter og dagligdagen

Vi starter altid dagen med formiddagskaffe og læser lidt op fra dagens avis. Her drøfter de seneste nyheder fra verden og hvad der ellers er sket siden sidst.

Afhængig af vejret kan vi få dagen til at gå med spil, kabaler, højtlæsning, strikke, bage, se film, huslige sysler, lange eller korte gåture, havearbejde, gymnastik, synge, høre musik, afslapning i lænestolen, hængesofaen i haven, danse, fodre ænder i søen ved Egegården, køreture i bussen, cykeltur på parcyklen… ja, kun fantasien sætter grænser.

Ofte deler vi os efter interesser, så man deltager i det, man har lyst til. Vi spiser frokost sammen klokken 12.30. Det er som regel smørrebrød. Der er mulighed for at slappe af i en lænestol efter frokost. Vi slutter altid dagen af med eftermiddagskaffe og kage.

#### Åbningstider

Vi har telefontid alle hverdage mellem kl.8.30-10.00, og klubben er åben for borgere mellem kl. 9.45-14.45. Daghjemmet er lukket i weekenden, på alle helligdage samt 1. maj, grundlovsdag den 5. juni samt 24. og 31. december.

#### Kørsel

Du har mulighed for at blive tilmeldt en kørselsordning så du bliver hentet og bragt.

#### Forplejning

Vi drikker formiddagskaffe, spiser frokost sammen, og vi får eftermiddagskaffe og kage.

###

                                    Daghjem for svagtseende

Tilbuddet til dig som er svagtseende pensionist og bor i Gladsaxe Kommune. Vi tager udgangspunkt i hjælp til selvhjælp og motiverer dig til at udnytte egne ressourcer, så du får en lettere hverdag.

#### Træning og aktiviteter

Fælles for træningen og aktiviteterne er, at vi tager højde for dit nedsatte syn.

Ved fællestræningen arbejder vi aktivt på at imødekomme dine ønsker og gøre træningen afvekslende og sjov. Vi bruger både specifikke øvelser og bevægelser til træning af balance, styrke og bevægelighed, men vi bruger også hverdagsaktiviteter som træning. Desuden er der mulighed for at træne styrke og udholdenhed i træningsmaskiner.

Om eftermiddagen drikker vi en kop kaffe eller te og laver aktiviteter som er tilrettelagt, så alle kan være med. Her vil der også være rig mulighed for at udveksle erfaring om praktiske løsninger derhjemme, og om hvordan man bruger hjælpemidler. Vi er også behjælpelige med formidling til kommunen, hvis der er behov for det.

#### Hvornår mødes vi

Vi har to til tre hold om ugen. Varigheden er tre en halv time henover frokost.

#### Hvor mødes vi

Egegården, Plejeboliger danner de fysiske rammer for tilbuddet.

#### Kontakt

Har du spørgsmål til personalet er du velkommen til at kontakte os på telefon 51 36 53 46

###

                                    Egekrogen - daghjem for psykisk sårbare

Egekrogen er et daghjem for dig, som er over 50 år, og har psykiske eller sociale udfordringer.

Du vil blive tilknyttet et hold på mellem 8 og 10 deltagere, og få tilbudt at komme én til to dage om ugen.

Vi er tre ansatte i daghjemmet og du vil får mulighed for at få støttende samtaler med os. Sammen sætter vi mål for dine ønsker og behov og arbejder hen imod at opnå dem.

Vi vil gerne hjælpe dig med at give dig det 'skub', der skal til, for at komme ud ad døren. Vi ved at det er muligt at leve et aktivt og indholdsrigt liv, selvom man har det svært psykisk . Du vil blive mødt med forståelse for din situation og få mulighed for at være sammen med andre, der er i "samme båd".

#### Hvad laver vi i Egekrogen?

I Egekrogen taler vi om hverdagen, og spiser frokost sammen. Vi går ture, motionerer, spiller spil og laver forskellige kreative aktiviteter.

#### Kørsel

Du har mulighed for at blive tilmeldt en kørselsordning. Der er egenbetaling for kørsel efter kommunens gældende takster.

#### Forplejning

Der er forplejning der består af kaffe, the og småkager.

Ud over dette, er der mulighed for at benytte cafeen på Egegården, hvor du kan købe din frokost. Her er der salg af kolde og varme retter, drikkevarer samt enkelte kioskvarer.

#### Hvor ligger Egekrogen?

Egekrogen er tilknyttet Egegården, Plejeboliger på Klausdalsbrovej 213, 2860 Søborg
Buslinie 164 og 165 kører lige til døren.

#### Kontakt

Hvis du vil høre mere om Egekrogen, kan vi kontaktes mandag til fredag kl. 8 - 15 på telefon: 24 94 49 39

###

                                    Geriatrisk daghjem - Mølleklubben

Mølleklubben er et dagtilbud til dig, som bor hjemme og har brug for støtte til at opretholde og eventuelt forbedre dit funktionsniveau.

Mølleklubben ligger i grønne omgivelser lige ved Radiomarken og tæt ved Bagsværd Sø. Daghjemmet er et selvstændigt hus, der ligger i tilknytning til Møllegården, Plejeboliger.

Mølleklubben er et heldagstilbud hvor der kan være op til 10 borgere på et hold. Du vil blive visiteret til at komme én til to dage om ugen.

#### Åbningstider

Vi har åbent på alle hverdage fra kl. 8.30-15.30. Mølleklubben er lukket i weekenden, på alle helligdage samt 1. maj, grundlovsdag den 5. juni samt 24. og 31. december.

#### Kørsel

Hvis du vælger at blive tilmeldt kommunens kørselsordning, skal du være klar til afhentning fra kl. 8.45.

#### Forplejning

Vi drikker formiddagskaffe og spiser frokost sammen og runder dagen af med eftermiddagskaffe.

## Kontakt

### Visitationen - Hjælp til borgere

                                Rådhus Alle 7

                                        2860

                                        Søborg

### Ring til os

[39 57 55 53](tel:39%2057%2055%2053)

### Skriv til os

[Send digital post til Visitationen - Hjælp til borgere](https://post.borger.dk/send/f0272ea1-9a0c-4e7f-b64a-7d27865ccca6/43c7e211-c35c-476a-b272-4011a3ee55e8/)

### Egegården

                                Klausdalsbrovej 213, 2860 Søborg

                                egegaarden@gladsaxe.dk

### Ring til os

[39 57 46 00](tel:39%2057%2046%2000)

### Bemærk

                            Plejebolig leder: Jan Munkholm. Telefonnummer: 20 34 16 73

### Geriatrisk daghjem – Mølleklubben - Møllegården

                                Bagsværd Møllevej 9, 2800 Kongens Lyngby

                                mollegaarden@gladsaxe.dk

### Ring til os

[2116 69 14](tel:2116%2069%2014)
