SnakSammen
Hvis du savner en at tale med? Så har Gladsaxe Kommune flere tilbud, som måske er noget for dig. Et af dem er SnakSammen, hvor du kan tale med frivillige fra Røde Kors online.
Det hele foregår på hjemmesiden SnakSammen.dk, hvor frivillige sidder klar ved computeren. Her taler I sammen via et videolink, så I kan se hinanden imens. Emnerne kan være mange, og der er plads til både stort og småt, glæder og sorger.
I SnakSammen booker du selv en tid hos en frivillig, og når tidspunktet for online-samtalen starter, åbner et samtalerum, hvor du og den frivillige kan se hinanden og starte samtalen. Det kræver ingen særlig teknisk kunnen eller installerede programmer, og på SnakSammen kan der benyttes både smartphone, tablet og pc.