---
title: "Guide om dine rettigheder og dit samarbejde med kommunen"
description: "Borgerrådgiverens guide om dine rettigheder"
date: "2026-06-04"
created: "2025-01-30"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Pårørende](https://gladsaxe.dk/borger/paaroerende)

                    [Har du husket - noget af det praktiske](https://gladsaxe.dk/borger/paaroerende/har-du-husket-noget-af-det-praktiske)

                [Guide om dine rettigheder og dit samarbejde med kommunen](https://gladsaxe.dk/borger/paaroerende/har-du-husket-noget-af-det-praktiske/guide-om-dine-rettigheder-og-dit-samarbejde-med-kommunen)

# Guide om dine rettigheder og dit samarbejde med kommunen

        ![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/6ea8ec84-8fd6-4ce0-ec5e-08dcdd251d52?width=800)

I denne guide kan du læse om dine rettigheder som borger, når du henvender dig til kommunen. Du kan læse om samarbejdet med kommunen, hvad du kan forvente, og om hvordan kommunen behandler dine henvendelser. Du kan også læse nærmere om reglerne for sagsbehandlingen her: [gladsaxe.dk/sagsbehandling](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/01f478e1-3a44-4300-bc26-bfd97d14050b "gladsaxe.dk/sagsbehandling")

Denne guide er udarbejdet af Gladsaxe Kommunes borgerrådgiver med inspiration fra eksisterende materiale om borgeres rettigheder og samarbejdet med kommunen. Du har mulighed for at få hjælp hos borgerrådgiveren, hvis du har brug for råd og vejledning om dialogen med Gladsaxe Kommune, hvis du har brug for hjælp til at forstå et brev eller en afgørelse, eller hvis du er utilfreds med kommunens behandling af din sag. Borgerrådgiveren er uafhængig af forvaltningen og ansat direkte under Gladsaxe Byråd. Her kan du læse mere om borgerrådgiveren: [gladsaxe.dk/borgerraadgiver](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/c079cf36-ebe8-46e1-9054-cf3b4da3867f "gladsaxe.dk/borgerraadgiver")

## Læs mere herunder:

###

                                    Når du henvender dig til Gladsaxe Kommune

#### Du kan ansøge din kommune om støtte eller hjælp

Du har ret til at søge hjælp hos kommunen, og du har krav på at få en afgørelse. Du kan henvende dig om meget forskelligt. Det kan fx være økonomisk hjælp, hjælp til dit barn, en byggesag eller praktisk hjælp.

#### Du har krav på en hensynsfuld dialog og at blive mødt med indlevelse og respekt

Kommunen skal behandle din sag efter god forvaltningsskik. Kommunen skal bl.a. optræde venligt og hensynsfuldt og handle på en måde, der styrker tilliden mellem dig og forvaltningen. Kommunen skal også være åben og tilgængelig for borgerne, fx med hensigtsmæssige åbningstider for personlige og telefoniske henvendelser. God forvaltningsskik gælder ved siden af de krav, der følger af lovgivningen mv.

#### Du har krav på hurtig sagsbehandling

Kommunen har pligt til at behandle din ansøgning så hurtigt som muligt. Hvis kommunen ikke kan nå at behandle din sag inden den fastsatte sagsbehandlingsfrist, skal du have skriftlig besked om, hvornår du kan forvente en afgørelse. Sagsbehandlingstiderne for de forskellige fagområder kan du læse nærmere om her: [gladsaxe.dk/sagsbehandlingstider](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/de4cfa80-485c-4d6e-834b-89867bc79f3d "gladsaxe.dk/sagsbehandlingstider")

#### Du kan bede om at få en anden sagsbehandler

Du kan bede om at få en ny sagsbehandler, hvis du fx ikke har følt dig ordentligt behandlet, eller hvis kemien ikke er god imellem jer. Det er lederen af den afdeling, din sag er i, som beslutter, om du kan få en anden sagsbehandler. Du har ikke juridisk ret til at skifte sagsbehandler, men du skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af din sag på fx det sociale område, og kommunen skal her tilrettelægge sagsbehandlingen, så det er muligt.

###

                                    Du kan vælge en bisidder eller en partsrepræsentant

#### Du har ret til en bisidder

Du har ret til at tage en bisidder med til et møde med kommunen for at støtte dig. En bisidder kan hjælpe dig med at få sagt det, du gerne vil sige og hjælpe med at lytte til det, der bliver sagt, på mødet med kommunen. En bisidder er en person, du vælger at tage med, fx en pårørende eller en anden person, herunder en professionel bisidder.

#### Du har ret til en partsrepræsentant

Du har ret til at lade dig repræsentere af andre. Det betyder, at du giver en anden person fuldmagt til at tale og handle på dine vegne i en bestemt sag eller situation. Dette indebærer fx, at kommunen sender breve direkte til din partsrepræsentant og ikke til dig. Personen vil kunne sige ja eller nej til tilbud på dine vegne. Du bestemmer selv, hvem der er din partsrepræsentant. Du kan til enhver tid give kommunen besked om, at du ikke længere ønsker en partsrepræsentant, eller at du ønsker en anden partsrepræsentant. Borgerrådgiveren kan ikke være bisidder eller partsrepræsentant, men kan i øvrigt støtte dig i din sag over for forvaltningen.

###

                                    Når din sag behandles

#### Kommunen anmoder om oplysninger

Kommunen har brug for at modtage en række oplysninger for at kunne behandle din sag. De beder dig derfor bidrage med oplysninger, som kommunen skal bruge for fx at kunne træffe en afgørelse. En kommune har pligt til i relevant omfang at undersøge en ansøgning, så det sikres, at kommunen træffer den rigtige afgørelse. En kommune må hverken indhente færre eller flere oplysninger end de oplysninger, der vurderes nødvendige for at kunne træffe afgørelse.

Du skal også selv komme med oplysninger, der er relevante for din sag, for at kommunen kan behandle din sag. Du har på det sociale område ret til at medvirke i din egen sag, og kommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen sådan, at du rent faktisk har mulighed for at medvirke.

Du kan trække din ansøgning tilbage, hvis du ikke ønsker at give de oplysninger, som kommunen beder om.

#### Kommunen skal tage notat og journalisere i kommunens sagssystem

Notatpligten indebærer, at kommunen snarest muligt skal udarbejde et notat, der fortæller om de oplysninger, kommunen har fået, og om væsentlige sagsekspeditionsskridt. Denne notatpligt gælder efter lovgivningen i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse.

Kommunen skal hurtigst muligt journalisere dokumenter (som fx mails), som du afsender og modtager i forbindelse med sagen.

Formålet med reglerne om notatpligt og journalisering er, at oplysningerne kan findes frem, når der er brug for det, og at det kan dokumenteres, hvad der er sket i en sag. Formålet er også, at du gennem aktindsigt let kan følge med i og forstå kommunens sagsbehandling i sagen.

#### Du har ret til at se oplysninger der ligger i kommunen

Du har ret til at bede om aktindsigt i din egen sag. Kommunen skal behandle din anmodning snarest og som udgangspunkt inden 7 arbejdsdage. Det betyder, at du kan få de oplysninger, kommunen har om din ansøgning/sag eller det emne, du ønsker aktindsigt i.

Hvis det er uklart, hvilken del af din sag, du beder om aktindsigt i, eller der er tvivl om, hvordan din anmodning skal forstås, bør kommunen vejlede dig og eventuelt tale med dig om, hvad der skal til for, at de kan behandle din anmodning. Du vil derfor her eventuelt blive kontaktet af kommunen, hvilket sker for at sikre, at du får tilsendt de relevante oplysninger.

Du har som udgangspunkt også ret til at se oplysninger i andre sager, der ikke vedrører en bestemt person. Det kunne fx være ønske om at se oplysninger vedrørende et byggeri.

Du har også ret til at se de personoplysninger, som kommunen behandler om dig (indsigtsret).

#### Du har ret til at blive vejledt

Kommunen har pligt til at vejlede dig. Formålet er både at imødekomme dit behov for information og at undgå, at du på grund af fejl eller misforståelser ikke får det, du har ret til. Det betyder, at kommunen på det sociale område skal vejlede dig om alle muligheder for hjælp og støtte inden for kommunens samlede område. Det kan fx være økonomiske ydelser eller praktisk hjælp, som du kan søge i andre afdelinger i kommunen. Du kan også søge nyttig information på Gladsaxe Kommunes hjemmeside [gladsaxe.dk](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/e57c085f-b6d7-4867-8528-2ff7535f6567 "gladsaxe.dk")

#### Du har ret til at blive hørt

Kommunen skal som hovedregel give dig mulighed for at kommentere på oplysninger, som kommunen har fremskaffet, og som du ikke har kendskab til. Det skal ske, før kommunen træffer sin afgørelse. Kommunen har pligt til på eget initiativ at partshøre dig. Manglende partshøring kan føre til, at der træffes en forkert afgørelse, fordi grundlaget for afgørelsen er forkert eller utilstrækkeligt. Hvis reglen om partshøring ikke er overholdt, kan det føre til, at afgørelsen er ugyldig, og at kommunen må behandle din sag igen. Partshøring er en retssikkerhedsgaranti for dig.

#### Du har krav på en konkret og individuel vurdering

Du har krav på at få en konkret og individuel vurdering af din sag. Det betyder, at kommunen skal tage udgangspunkt i din situation, dine behov og dine forudsætninger. Kommunen må gerne have bestemte serviceniveauer, og de kan være forskellige fra kommune til kommune. Det kan fx være, hvor ofte der kan ydes hjemmehjælp. Du kan læse om kommunens planer, serviceniveauer og kvalitetsstandarder mv., hvor der henvises til de forskellige fagområder her: [gladsaxe.dk/planer](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/000bc912-b6b0-46f8-9786-e6ae8ee9427b "gladsaxe.dk/planer")

#### Du har krav på en begrundelse for afgørelsen

Det er et juridisk krav, at kommunens afgørelser skal begrundes, medmindre du får fuldt ud medhold.

En begrundelse skal hjælpe dig med at forstå afgørelsen. En begrundelse giver dig også mulighed for bedre at tage stilling til, om du ønsker at klage over afgørelsen.

#### Du har krav på at vide hvem, der har truffet afgørelse i din sag

Du har ret til at vide, hvem der har truffet afgørelse i din sag. Afgørelsen skal være underskrevet af den medarbejder, der har truffet afgørelsen, og ikke blot af et navngivet team i kommunen.

#### Din sagsbehandler må ikke være inhabil

Din sagsbehandler må ikke være inhabil. Det betyder, at din sagsbehandler ikke må have egne (private) interesser i din sag. Formålet er at sikre, at din sagsbehandler kun anvender saglige hensyn, når der træffes afgørelse i din sag, og at der ikke kan eller vil opstå en interessekonflikt i forhold til dig eller din sag.

#### Du har krav på en klagevejledning

En afgørelse, der kan klages over, skal indeholde en klagevejledning. Det fremgår af klagevejledningen, hvordan du kan klage og fristen for, hvornår du senest kan klage. Det er vigtigt, at du overholder klagefristen, hvis du vil klage. Kommunen er ikke forpligtet til at medsende en klagevejledning, hvis du fuldt ud har fået det, du har søgt om.

#### Behandling af klager over afgørelser

Hvis du vælger at klage, har kommunen som oftest fire uger til at behandle din klage. Kommunen skal genvurdere din sag på baggrund af din klage. Vælger kommunen at fastholde deres oprindelige afgørelse, bliver din sag oftest sendt videre til en anden, uafhængig myndighed, hvilket som oftest er Ankestyrelsen. Det er kommunens opgave at sende din klagesag videre med de relevante dokumenter. Herefter vil din sag blive vurderet af det pågældende klageorgan. Hvis din klage til kommunen medfører, at kommunen ændrer sin afgørelse, modtager du en ny afgørelse fra kommunen, som indeholder en ny begrundelse og en ny klagevejledning, hvis du ikke får fuldt ud medhold.

#### Kommunens medarbejdere skal overholde deres tavshedspligt

Kommunens medarbejdere har tavshedspligt. Kommunens medarbejdere må ikke videregive dine oplysninger til andre, som ikke har noget med din sag at gøre. Der er dog undtagelser, som følger af særlige regler. Kommunens ansatte har fx pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis der er alvorlig bekymring for et barn.

###

                                    Din egen rolle i forhold til den gode oplevelse i mødet mellem dig og kommunen

Du har selv en vigtig rolle i samarbejdet med kommunen, for at kommunen kan hjælpe dig bedst muligt, og at samarbejdet fungerer godt.

- Du skal selv efter bedste evne arbejde med at formidle dine ønsker og behov til kommunen.
- Du skal selv arbejde med, at tonen over for kommunen er præget af høflighed og ordentlighed.
- Du og kommunen bør i samarbejde hurtigt afstemme, hvad der er muligt i forhold til lovgivningen. Nogle ting kan ikke lade sig gøre, fordi lovgivningen ikke giver mulighed for det, og det skal du være bevidst om, når kommunen vejleder dig om dette.
- Du skal være opmærksom på, at der er forskel på service fra kommunen og på myndighedsudøvelse, hvor du bliver forpligtet til at tåle noget, for at kunne modtage en ydelse; det kunne fx være at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage kontanthjælp.

                            [Du kan downloade guiden i printvenlig version her](https://gladsaxe.dk/p/MOLIRIMEDIA/e19d9078-53ef-4fa3-761e-08debc95e372)
