Dyrefolden i Høje Gladsaxe Park
I samarbejde med Københavns Kommune driver vi Høje Gladsaxefolden i Søborg. I folden er der både heste og Galloway-okser
I Høje Gladsaxefolden har vi i øjeblikket to Galloway-okser og fire heste - to Konik og to Exmoor. Fælles for dyrene er, at det er robuste racer, der klarer sig godt i naturen hele året.
Læs mere om græsning som naturgenopretning
Folden ligger i Høje Gladsaxe Park, og du er meget velkommen til at besøge den.
Den ligger i parkens sydlige ende og er dermed beliggende i den sydligste del af Gladsaxe Kommune.
Faktisk strækker folden sig ind i Københavns Kommune, som er med i projektet ved at lægge lidt jord til folden.
Der er gode adgangsmuligheder med cykel, og hvis du er i bil, kan du fx parkere på Grønnemose Allé under 500 meter fra folden.
Hold afstand til dyrene
Dyrene i folden er rolige og fredelige. De kan være nysgerrige, men vil som udgangspunkt trække sig og holde naturlig afstand til de besøgende. Som besøgende skal du holde afstand og gå væk, hvis dyrene er opsøgende.
Spørgsmål og svar om folden i Høje Gladsaxe Park
Fodring gør, at dyrene ændrer adfærd og bliver opsøgende. Dyrene er store, og de kan komme til at nappe og skubbe, hvis de begynder at forbinde mennesker med godbidder.
Nogle besøgende synes, at det er utrygt og ubehageligt, hvis dyrene er opsøgende og kommer tæt på.
Tag derfor hensyn til hinanden og dyrene – og lad være med at fodre dem.
Okser og heste kan være mere opsøgende på hunde, så sørg for at holde hunden i kort snor og hold afstand til dyrene - eller lad hunden blive hjemme, hvis du skal ind i folden.
Der er dagligt opsyn med dyrene af en professionel dyrepasser fra den lokale institution Mosen.
Derudover er der ansat ”weekendpassere”, hvis dyrepasseren holder fri eller er syg.
Dyrepasseren har også et ugentligt tjek af hegnet.
Uden for almindelig arbejdstid er Gladsaxe Kommunes Vagtordning og projektets dyrlæger med døgnvagtordning tilknyttet projektet.
I folden findes flere søer og vandhuller samt et naturligt kildevæld. Her kan dyrene finde rigeligt vand af en fin kvalitet.
Dyr, der går i naturarealer, får en stor del af deres væskebehov dækket i forbindelse med græsning til forskel fra dyr, der fodres med hø og andet tørfoder.
I tilfælde af hård frost løber vandet stadig fra kilden, som er grundvandsfødt. Hvis det ikke er tilfældet, eller at der ikke er tilstrækkeligt med vand, køres der vand ud til arealet.
De fleste heste passer selv deres hove, når de går på naturarealer. Det kommer dog an på, hvor meget de bevæger sig i området, og hvor blødt arealet er. Heste, der har behov for jævnlig hovbeskæring, vil blive fjernet, hvilket også anbefales af dyrlægerne, der er tilknyttet projektet.
Der er dagligt tilsyn med dyrene i folden, så hvis du ser en skadet eller syg hest/okse, kan det være en god idé at se situationen lidt an.
Det er ikke sikkert, at dyret er alvorligt skadet, men ved akutte situationer kan du ringe til:
- Gladsaxe Kommune på 39 57 50 00 på hverdage kl. 9-14
- Vagttelefonen 20 25 75 51 på hverdage kl. 14-9 og hele døgnet i weekenden og på helligdage.
Hvis du opdager, at hegn eller låger er gået i stykker, må du meget gerne ringe på ovenstående numre.
I midten af marts 2024 valgte Gladsaxe Kommune at udskifte de to Konik-hopper i Høje Gladsaxe Park med tre Exmoor-hingste.
Det skete, fordi den ene Konik-hoppe fik en revne i en hov. Dyrlægen og dyrepasser vurderede, at det ikke umiddelbart var noget, der gav hesten problemer, men at det kunne kræve behandling og ekstra tilsyn over en periode.
Den slags behandlinger er ikke optimale i en fold som denne. Da den anden hoppe ikke kunne gå alene, valgte Gladsaxe Kommune derfor at bytte de to heste ud med tre andre heste, så de to hopper kan fortsætte med at gå sammen.
Nu går der i stedet en lille flok på tre hingste af racen Exmoor i folden.
Ude i naturen er det normalt, at hingste går sammen i flokke, hvor de enes fint, og de tre nye hingste, som er seks år gamle, kender hinanden godt og er i dag en del af en harmonisk flok.
Exmoor er ligesom Konik hesteracer, der egner sig godt til helårsgræsning, og de er lige så publikumsvenlige som de hopper, vi før havde i folden.
Der var så meget føde i folden efter udvidelsen i sommeren 2024, at biologer og dyrepasser har vurderet, at der var føde nok til mindst et dyr mere.
En af de tre tidligere heste er samtidig taget ud af folden, da den har noget behandlingskrævende sommereksem, som skyldes irritation fra insekter. Så omrokeringen betyder, at der er kommet to nye heste.
De to nye heste er af racen Konik. De to øvrige heste er af racen Exmoor. Alle fire er hingste, så ingen føl i denne omgang. Begge racer er robuste og velegnede til helårsgræsning.