Grøn transport
Transport skal være bæredygtig og brugervenlig. Derfor skal bussen, cyklen eller toget være et attraktivt alternativ til benzin- eller dieselbilen, men det kan virke uoverskueligt at holde fast i de grønne vaner, når en togbillet er dyrere end en flybillet. Her på siden kan du læse om, hvordan vi i Gladsaxe Kommune har fokus på reduktion af CO2 inden for transport, og hvad du selv kan gøre for at blive stærkere til at holde fast i de grønne transportvaner.
Læs mere
Gladsaxe Kommune arbejder målrettet for at fremme den grønne omstilling og reducere CO2-udledningen, især fra trafikken. Vi ønsker at gøre det nemt og attraktivt for borgere og besøgende at vælge elbilen frem for benzin- og dieselbiler. Derfor har vi i 2022 gennemført et større udbud og indgået aftale om at få etableret 200 nye ladestandere på udvalgte offentlige parkeringsarealer og ved kommunale bygninger med mange p-pladser.
Med de nye ladestandere er det nu endnu lettere at oplade elbilen i hele kommunen, og vi sikrer, at infrastrukturen følger med det stigende behov. Alle kan benytte de offentlige ladestandere mod betaling for den brugte strøm, og der er 3 timers tidsbegrænset parkering ved standerne i dagtimerne for at sikre, at flest muligt får glæde af dem.
Vi følger fortsat vores strategiske plan for ladeinfrastruktur og arbejder løbende på at udvide og forbedre mulighederne for opladning af elbiler i Gladsaxe.
Også private aktører bidrager til udbygningen af ladeinfrastrukturen i Gladsaxe Kommune. Flere boligforeninger, virksomheder og detailhandelscentre har opsat ladestandere, som ofte er tilgængelige for beboere, medarbejdere eller kunder. Derudover kan private grundejere søge om tilladelse til at etablere ladestandere på privat fællesvej, så længe de overholder kommunens retningslinjer. Dette er med til at sikre, at der er gode muligheder for opladning – både på offentlige og private arealer.
Læs mere om indsatser og retningslinjer for ladestandere i strategisk plan for ladeinfrastruktur her: Ladeinfrastruktur til biler.
En delebil eller en bybil kan være en god løsning, hvis du ikke har behov for en bil hver dag. Flere undersøgelser viser, at mange danskere faktisk ikke har behov for en bil hver dag, og derfor holder bilen parkeret i størstedelen af døgnets 24 timer. Med en delebilsordning får du adgang til en bil, når du har behov for det, og samtidig skåner du miljøet og sparer ressourcer. Du betaler kun for dit eget forbrug og slipper for at tænke på service, vægtafgift og forsikring til bilen - det klares nemlig via ordningen. Derfor er det i langt de fleste tilfælde billigere end at have sin egen bil.
Gladsaxe skal være en cykelvenlig kommune, hvor det er nemt og trygt at bevæge sig rundt på cykel uanset alder. Gladsaxe Kommune arbejder tæt sammen med en bred vifte af aktører, der alle ønsker at fremme cyklisme, bl.a. Dansk Cyklistforbund og Supercykelstisekretariatet. De fire mobilitetsprincipper i Trafik og Mobilitetsplan fra 2024 fokuserer i høj grad på at gøre det nemmere og mere attraktivt at cykle.
Vi vender trafikhierarkiet om
Vi prioriterer fodgængere, cyklister og kollektiv transport højere end bilerne. Bløde trafikanter skal have bedre forhold.
Vi tilbyder attraktiv bæredygtig transport
Vi understøtter samspillet mellem kollektiv transport og cykling. Vi fokuserer på at gøre kombinationsrejser mellem cykel og kollektiv transport nemme og friktionsfrie. Du kan eksempelvis tage cyklen med gratis i Movias busser uden for myldretiden, og det bliver ligeledes gratis at medbringe cyklen i den nye letbane. Derudover prioriterer vi at etablere god cykelparkering ved knudepunkterne.
Vi styrker forbindelserne
Vi har fokus på udvikling af stiforbindelser og gode forbindelser til kollektiv transport. Vi skaber attraktive og oplevelsesrige byrum for fodgængere og cyklister gennem trafikale knudepunkter, cykelstier og supercykelstier. Læs mere om cykeltrafik, cykelinfrastruktur og supercykelstier her.
Vi skaber bæredygtig mobilitetsadfærd
Vi arbejder målrettet på at fremme bæredygtig mobilitetsadfærd. Både blandt borgere og de tusindvis af pendlere, der arbejder i Gladsaxe Kommune. Vi fokuserer særligt på børnefamilier og cykeltiltag, der er målrettet børn og unge, grønne og aktive transportvaner blandt pendlere, og så gør vi en stor indsats for, at Gladsaxe Kommune skal være en cykelvenlig arbejdsplads, der understøtter cykling til arbejde for alle der kan og vil.
Læs mere om Hovedstadens Letbane og læs mere om øvrig kollektiv trafik i Gladsaxe.
Gladsaxe Kommune deltager i projektet Green Mobility Shift
I projektet Green Mobility Shift udvikler danske og svenske trafikselskaber, regioner, kommuner, forskningsinstitutioner og organisationer i fællesskab en ny model for at planlægge transport: SHIFT-modellen.
Modellen skal fremme borgernes skift til eksempelvis cykel, elcykel, bus og tog gennem en mere helhedsorienteret planlægning, som tager udgangspunkt i at påvirke borgernes behov og efterspørgsel på grøn transport.
Vekselvirkning mellem praksis og model
Arbejdet med SHIFT-modellen bliver suppleret af cases i de deltagende kommuner og organisationer, hvor borgere afprøver nye transportformer i deres hverdagstransport til og fra:
- Arbejdspladser
- Skole- og fritidsaktiviteter
- Knudepunkter som bus- og togstationer
På den måde bliver modellen kvalificeret og demonstreret med borgere i deres dagligdag.
Sådan gør vi
Gladsaxe Kommune deltager sammen med Ballerup Kommune og Movia i delprojektet ”Grøn mobilitetskultur på arbejdspladsen” under arbejdspladser.
I Gladsaxe og Ballerup Kommune arbejder seks forskellige arbejdspladser i tæt samarbejde med mobilitetsselskabet Movia, med at undersøge og teste, hvordan ansatte får grønnere og mere aktive transportvaner. i Gladsaxe Kommune er det virksomhederne Artelia og Elis der deltager. Og så deltager Gladsaxe Kommune selv som arbejdsplads med Skovbrynet Skole, Egegården Plejeboliger og rådhuset. I Ballerup Kommune er det Ambu, BASF og Ballerup Rådhus, der deltager i projektet. På baggrund af de 6 testforløb er det målet at udvikle et koncept for, hvorledes arbejdspladser kan fremme en grønnere mobilitetskultur, ligesom erfaringerne vil indgå i arbejdet med SHIFT-modellen i det overordnede projekt.
Fakta om projektet
Partnere
Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Gate 21, Gladsaxe Kommune, Innovation Skåne, Lunds universitet/K2, Mobilitetsselskabet Movia, Region Sjælland, Region Skåne, Roskilde Universitet (RUC), Röstånga Tillsammans, Sjöbo kommun, Skånetrafiken og Vallensbæk Kommune.
Finansiering
Green Mobility Shift er støttet af Interreg ØKS og projektets partnere.
Varighed
August 2023 – juli 2026