---
title: "Oplev Cæcilie Norby på Gladsaxedagen 2026"
description: "I år kan du opleve en af Danmarks mest markante og internationalt anerkendte jazzsangere på Gladsaxedagen."
date: "2026-07-23"
created: "2026-07-23"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Fritid og oplevelser](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser)

                    [Kultur](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur)

                    [Gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen)

                    [Nyheder om Gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen/nyheder-om-gladsaxedagen)

                [Oplev Cæcilie Norby på Gladsaxedagen 2026](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen/nyheder-om-gladsaxedagen/oplev-caecilie-norby-paa-gladsaxedagen-2026)

# Oplev Cæcilie Norby på Gladsaxedagen 2026

31. juli 2026

I år kan du opleve en af Danmarks mest markante og internationalt anerkendte jazzsangere på Gladsaxedagen.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/ea1fd8ab-defc-4672-81a7-27329b2e87cb?width=800)

Når Gladsaxedagen 2026 løber af stablen 22. august, indtager Cæcilie Norby scenen med et repertoire, der bragte hende ud på den internationale jazzscene.

Som den første skandinaviske vokalist skrev hun kontrakt med det legendariske jazzpladeselskab Blue Note Records, hvor hun udgav fire anmelderroste album mellem 1995 og 2002. Udgivelserne blev begyndelsen på en international karriere med turnéer i Europa, USA og Japan.

Publikum kan opleve udvalgte numre fra Blue Note-perioden – fra stemningsfulde ballader til groovebaserede kompositioner. Med sin varme, nærværende stemme og et stærkt all-star-band viser Cæcilie Norby, hvorfor hun fortsat er en af Danmarks mest markante vokalister.

**Glæd dig til mere musik**

22. august bliver samtidig dagen, hvor Hovedstadens Letbane åbner på den fulde strækning. Det fejres med en kæmpe åbningsfest, der afvikles i Rådhusparken som en del af Gladsaxedagen. Her er alle borgere inviteret med til at fejre indvielsen af de 17 nye stationer, når Hovedstadens Letbane inviterer til koncerter, aktiviteter og oplevelser for børn og voksne.

I starten af august offentliggør Hovedstadens Letbane det fulde musikprogram – og du kan godt glæde dig.

**Gladsaxes årlige fest- og kulturdag**

Gladsaxedagen er Gladsaxes årlige fest- og kulturdag på området omkring Gladsaxe Rådhus, hvor ca. 10.000 gæster passerer i løbet af dagen. Borgmesteren præsenterer sit forslag til det kommende års budget, mens vi fejrer det lokale foreningsliv, nyder god underholdning og skaber mulighed for debat med dine lokale politikere.

Musik og underholdning har åbent kl. 12-22. Udstillinger og aktiviteter har åbent til kl. 17.

[Læs mere om Gladsaxedagen 2026 på gladsaxe.dk/gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen)
