---
title: "Debattemaer til afstemning"
description: "Debat om fremtidens Gladsaxe på Gladsaxedagen"
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

# Debattemaer til afstemning

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Fritid og oplevelser](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser)

                    [Kultur](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur)

                    [Gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen)

                [Debattemaer til afstemning](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen/debattemaer-til-afstemning)

## Vælg emner til de politiske debatter på Gladsaxedagen

Gladsaxe står over for store forandringer i de kommende år. Hvordan skal byen udvikle sig? Hvordan skaber vi stærke fællesskaber og en bæredygtig hverdag? Hvordan sikrer vi velfærd, tryghed og livskvalitet i en tid med klimaforandringer, flere ældre og stigende behov på det sociale område?

Der er meget at tage stilling til. Noget af det vil du og andre borgere få mulighed for at debattere med byrådets politikere på Gladsaxedagen den 22. august, hvor der afholdes en debatcafé, der er åben for alle.

Der vil være tre debatter, og derfor skal der vælges tre debattemaer – men hvilke? Stem på de tre emner, du helst vil høre mere om.

Du kan kun udfylde listen med dine favorittemaer én gang. Udfylder du flere, tager vi den seneste, du har udfyldt.

## Læs om temaerne her

### Kamp om pladsen i en mere grøn og levende by

Hvordan skal Gladsaxe udvikle sig som by, når der både er brug for flere boliger, grønne områder, kultur- og fritidsfaciliteter, institutioner og bedre trafikforhold?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan vi i fællesskab skaber en grønnere by med mere natur, flere træer, mødesteder og bedre byrum.
- Balancen mellem byudvikling og bevaring af eksisterende boligområder – skal Gladsaxe bygge tættere – eller bevare mere luft og grønne områder i byen.
- Trafik, støj og fremkommelighed – herunder plads til biler, cyklister, gående og kollektiv transport.
- Hvordan idræts-, kultur- og fritidsfaciliteter kan bruges af flere og skabe fællesskab på tværs.

### Mangfoldige fællesskaber for flere børn og unge

Hvordan skaber vi et godt børne- og ungeliv i en tid med stigende mistrivsel, præstationspres og udfordringer med fællesskaber?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan børn og unge kan trives bedre i skoler, dagtilbud og fritidsliv.
- Hvordan vi styrker inklusion og fællesskaber i de almindelige skoler og institutioner.
- Hvordan vi alle kan hjælpe børn og unge, der føler sig ensomme eller står uden for fællesskabet.
- Betydningen af sociale medier, digitalt liv og præstationskultur.
- Samarbejdet mellem forældre, skole, foreninger og lokalsamfund.

### En ældrepleje i forandring

Hvordan sikrer vi en moderne ældrepleje med både høj faglighed, omsorg og respekt for den enkeltes ønsker i en tid med flere ældre borgere og mangel på medarbejdere?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan ældre kan få større selvbestemmelse og mere indflydelse på egen hverdag.
- Brug af velfærdsteknologi og digitale løsninger i ældreplejen.
- Hvordan vi i et samarbejde mellem kommune, pårørende og frivillige skaber livskvalitet, fællesskab og tryghed – både hjemme og på plejehjem.

### Flere børn, unge og voksne med særlige behov

Hvordan møder vi flere mennesker med handicap, psykiske udfordringer eller sociale problemer på en måde, der skaber livskvalitet og deltagelse i fællesskabet?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan mennesker med særlige behov kan leve et mere selvstændigt liv.
- Hvordan vi forebygger mistrivsel og sociale problemer tidligere.
- Samarbejdet mellem kommune, familier, pårørende og det omgivende samfund.
- Overgange mellem barn, ung og voksen – og hvordan de kan blive tryggere.
- Hvordan vi alle kan medvirke til at flere kan få adgang til uddannelse, beskæftigelse og lokale fællesskaber.
- Hvordan kommunen håndterer stigende udgifter og mere komplekse behov.

### Et tættere samarbejde om erhverv og beskæftigelse

Hvordan sikrer vi både vækst, arbejdspladser og social ansvarlighed i fremtidens Gladsaxe?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan Gladsaxe fortsat kan være en attraktiv erhvervskommune.
- Samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen.
- Rekruttering af arbejdskraft og mangel på medarbejdere.
- Hvordan vi sammen kan hjælpe flere unge og ledige i job eller uddannelse.
- Hvordan virksomheder kan bidrage til grøn omstilling og socialt ansvar.
- Infrastruktur, transport og trængsel i en kommune med mange arbejdspladser.

### Vildere klima og grøn omstilling

Hvordan skal Gladsaxe håndtere klimaforandringer og samtidig skabe en grønnere og mere bæredygtig hverdag?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Hvordan vi sammen reducerer CO2-udledning og understøtter grøn energi.
- Fjernvarme, klimatilpasning og håndtering af skybrud.
- Hvordan vi skaber mere bæredygtige transportvaner.
- Affaldssortering, genbrug og cirkulær økonomi – et fælles ansvar.
- Hvordan klimatiltag kan skabe bedre byrum og mere natur i byen.
- Hvordan borgere, boligforeninger og virksomheder kan bidrage aktivt til grøn omstilling.

### Beredskab og sikkerhed

Hvordan skaber vi et trygt og robust Gladsaxe i en tid med global uro, klimahændelser og nye sikkerhedsudfordringer?

Debatten vil blandt andet handle om:

- Kommunens rolle i forhold til beredskab og krisehåndtering.
- Hvordan vi sikrer lokal robusthed i forhold til strøm, vand, varme og digital sikkerhed.
- Hvordan lokalsamfund, naboer og frivillige kan spille en større rolle i krisesituationer.
- Tryghed i boligområder og det lokale fællesskabs betydning.
- Hvordan vi i samarbejde mellem kommune, borgere, virksomheder og myndigheder gør Gladsaxe mere modstandsdygtig over for fremtidige kriser.

                            [Stem på et tema her](https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=153Y1ESZLNC2)
