---
title: "Dine dæk har potentiale til at sænke trafikstøjen"
description: "Ny kampagne opfordrer til at vælge støjdæmpende dæk. På den måde kan vi sammen bidrage til at sænke den sundhedsskadelige trafikstøj, som påvirker rigtig mange i dagligdagen i hovedstadsområdet."
date: "2025-09-29"
created: "2025-09-29"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Bolig, vand og varme](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme)

                    [Varme og energi](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/varme-og-energi)

                    [Nyheder om trafik og forsyning](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/varme-og-energi/nyheder-om-trafik-og-forsyning)

                [Dine dæk har potentiale til at sænke trafikstøjen](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/varme-og-energi/nyheder-om-trafik-og-forsyning/dine-daek-har-potentiale-til-at-saenke-trafikstoejen)

# Dine dæk har potentiale til at sænke trafikstøjen

Ny kampagne opfordrer til at vælge støjdæmpende dæk. På den måde kan vi sammen bidrage til at sænke den sundhedsskadelige trafikstøj, som påvirker rigtig mange i dagligdagen i hovedstadsområdet.

![Grafik, som forestiller en bil med dæk, der udsender støjende lydbølger, og teksten: !Er dine dæk støjdæmpende? Læs mere Roligbolig.dk.](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/aab96453-2174-4f53-132f-08ddfce32419?width=800)

Trafikstøj er en af de største miljøudfordringer i og
omkring byerne. Den påvirker søvn, helbred og livskvalitet for tusindvis af
borgere i hovedstadsområdet. Nu lanceres den digitale kampagne ’Skru ned for
dine dæk’, som opfordrer dig som bilist at træffe et valg, der kan være til
gavn for både dig selv og samfundet: at vælge støjdæmpende dæk.

- En stor del af trafikstøjen kommer ikke fra bilens motor,
men fra kontakten mellem dæk og vej. Som bilist kan du gøre en mærkbar forskel,
næste gang du skal købe nye dæk. Med EU’s dækmærkning er det enkelt at finde
dæk, der støjer mindre – og ofte uden at gå på kompromis med hverken sikkerhed
eller brændstoføkonomi, siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchen Danmark, der
har samarbejdet med Silent City om kampagnen. Silent City er et samarbejde
mellem 16 kommuner og Region Hovedstaden om at reducere trafikstøj.

På hjemmesiden [daeklabel.dk](https://www.daeklabel.dk/)
kan bilister hurtigt tjekke hvilke dæk med lavt støjniveau, der passer til
netop deres bil ved at indtaste bilens registreringsnummer. Bare tre decibel
lavere på dækmærket svarer til at halvere den oplevede støj ifølge EU’s
dækmærke. Ved at vælge dæk i støjklasse A eller B, hjælper du altså med at
sænke trafikstøjen.

**Vi kan sammen gøre noget ved trafikstøjen**

Antallet af støjbelastede boliger er i langt de fleste af
hovedstadsområdets kommuner steget fra 2017 til 2022 viser kommunale
støjkortlægninger fra 2022. Og det antal arbejder Silent City, som Gladsaxe
Kommune er en del af, og andre aktører for at reducere:

- Mens staten og kommunerne blandt andet opsætter støjskærme
eller -volde, så er der også ting, den enkelte dansker kan gribe fat i. Derfor
løfter vi med kampagnen danskernes viden om, at de med støjdæmpende dæk hjælper
både sig selv og de mange naboer til de veje, de kører på, siger Sif Enevold,
chefprojektleder for Silent City.

**Trafikstøjen skal reduceres for at skabe bedre sundhed**

Kommunerne og regionen i Silent City har et fælles ønske om
at sænke trafikstøjen for at styrke borgernes sundhed:

- Støj er et af de største miljøproblemer, vi står overfor,
fordi det direkte påvirker både folkesundheden og livskvaliteten. Med en
stigende trafik bliver problemet kun større og endnu mere vigtig i fremtiden, siger
Sif Enevold.

**Stærkt samarbejde bag kampagnen**

Kampagnen er finansieret af Region Hovedstaden og udviklet
af Silent City i samarbejde med Dækbranchen Danmark. Bag Silent City står
Region Hovedstaden og de 16 kommuner: Albertslund, Brøndby, Furesø, Gentofte,
Gladsaxe, Glostrup, Greve, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge,
Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Solrød og Vallensbæk. De arbejder sammen
for at mindske støjgener fra trafikken. Silent City er et handlingsfællesskab i
den grønne partnerorganisation Gate 21.

Kampagnen skal skabe mere opmærksomhed om de konkrete valg,
borgerne kan træffe for at reducere trafikstøj. Jo flere, der vælger
støjdæmpende dæk, jo mere stille og sund bliver hverdagen i vores byer.

På hjemmesiden [roligbolig.dk](https://roligbolig.dk/),
som Silent City står bag, kan borgere finde endnu flere tiltag i kampen mod
trafikstøj i og omkring deres bolig.

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
