---
title: "Boligorganisationsmøde"
description: "Byrådets holder årligt møde med de almene boligorganisationer"
date: "2026-03-13"
created: "2024-05-28"
tags:
  - "Boligorganisationer"
  - "byrådets møde boligselskabsmøde"
  - "boligselskab"
  - "AB"
  - "Gladsaxe almene boliger"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Bolig, vand og varme](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme)

                    [Lejebolig](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/lejebolig)

                [Boligorganisationsmøde](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/lejebolig/boligorganisationsmoede)

# Boligorganisationsmøde

Hvert år inviterer Gladsaxe bestyrelsesmedlemmer fra boligorganisationerne og de almene boligselskaber i Gladsaxe til møde på rådhuset. Her er der sædvanligvis mulighed for at møde Byrådet, høre om relevant nyt for boligorganisationerne og drøfte generelle problemstillinger.

## Byrådet og boligorganisationerne talte om tryghed og genanvendelse

Mandag 9. marts 2026 var Gladsaxe Byråd og bestyrelsesmedlemmer fra Gladsaxes boligorganisationer samlet til møde på Gladsaxe Rådhus.

På dagens program var emnerne genanvendelse og tryghed, som på hver sin måde fylder i hverdagen hos boligorganisationernes mange beboere.

Genanvendelseskonsulenter gav tips og ideer til hvordan vi kan sortere vores affald bedre og i højere grad genbruge og genanvende. Med sig havde de en inspirationskuffert fyldt med gode ideer, smarte klistermærker og information til bedre sortering. Blandt budskaberne var også, at de gerne tager ud og besøger boligorganisationer for at hjælpe godt på vej.

Senere fortalte beredskabskoordinatoren i Gladsaxe kort hvordan boligorganisationerne kan forberede sig på større strømsvigt.

Politiet, Ungechefen, Leder af Social Balance og en af Gladsaxe Kommunes SSP-konsulenter orienterede om, hvordan de samarbejder om at sikre, at Gladsaxe er en tryg kommune at bo i.

Sidst på aftenen takkede borgmester Serdal Benli boligorganisationerne for den kæmpe indsats, de gør til gavn for beboere, naboer og for Gladsaxe, ligesom han takkede for engagementet til aftenens arrangement. Samtidig opfordrede han boligorganisationerne til at give feedback på de årlige møder med Gladsaxe Byråd og dermed være med til at udvikle dem.

## Brug 3 min. og gør møderne bedre

Hvorfor valgte du at deltage eller ikke deltage? Hvilke gode ideer har du til at udvikle møderne?

[Svar gerne på spørgsmålene her](https://gladsaxe.dk/boligorganisation-eval "Svar gerne på spørgsmålene her") inden 1. maj og vær på den måde med at gøre møderne bedre.

## Sæt kryds i kalenderen til mødet i 2027

Næste møde for boligorganisationerne og byrådet er planlagt til mandag 15. marts 2027 kl. 18-21.

## Information fra mødet i 2026

Her er aftenens oplæg. De ligger på siden her frem til 15. april. Hvis du derefter ønsker at se dem, må du kontakte csftbl@gladsaxe.dk og få dem tilsendt.

## Aftenens oplæg

###

                                    Genanvendelse

## Bedre sortering og mere genbrug og genanvendelse i Gladsaxes boligafdelinger

**Målsætninger**

Gladsaxe kommune har et mål om, at vi inden 2030 skal genanvende 60 procent af borgernes affald.

Det kræver, at vi sorterer langt bedre end vi gør i dag.

Vi har også et mål om at reducere affaldsmængderne med 2000 ton frem mod 2030. For at det kan lade sig gøre, skal vi producere mindre affald og købe mindre og genbruge mere.

**Udvikling og status**

Indførelse af nye sorteringsmuligheder har betydet en konstant stigning i genanvendelsen de sidste 10 år –nu stagnerer genanvendelsen, og vi er langt fra i mål.

**Justere kapaciteten på restaffald**

En husstand har brug for en restaffaldskapacitet på mellem 60-80 liter.

De færreste boligafdelinger har reduceret restaffalds-kapaciteten i takt med, at der er kommet flere beholdere til genanvendeligt affald. Det betyder, at der er mange steder, der har for mange beholdere til restaffald og måske for få til pap og plast.

I kan få en bedre sortering, hvis der er korrekt kapacitet til de forskellige fraktioner.

**Mindre brug af ophalercontaineren**

Alt for meget, der burde være genanvendt eller genbrugt ryger i ophalercontainernetil stort og småt brændbart.

Miljøafdelingen vil gerne hjælpe med at få mere til genanvendelse og genbrug ved at sætte andet materiel op, der vil få flere til at sortere deres affald.

Lad os sammen lægge en plan!!

**Hjælp til genanvendelse**

Farligt affald - Til mindre boligafdelinger: Tilmeld jer "Udvidet miniordning for farligt affald. Til større boligafdelinger: Få en gratis batteribeholder

Få hjælp til bedre sortering af madaffald + Indflytterpakker

**Nye skilte til beholderne eller til væggen i affaldsrummet**

Vi har opdaterede klistermærker til beholderne.

Vi har skilte til at hænge op på væggen i affaldsrummet.

**Container til genbrugstøj**

Tekstilaffald er ødelagte, plettede, hullede bukser, bluser m.m. Beholderen til tekstilaffald leveres af kommunen.

Til jeres genbrugstøj og genbrugstekstiler kan I få leveret en beholder. Beholderen leveres og tømmes af en af de frivillige hjælpeorganisationer som Gladsaxe samarbejder med.

- Red barnet
- Røde kors
- Folkekirkens nødhjælp
- Frelsens hær
- UFF

Ønsker I en beholder til tøjgenbrug –skriv til genanvend@gladsaxe.dk, fra hvilken hjælpeorganisation I ønsker, så koordinerer vi for jer.

[Her finder du opstillede beholdere til tekstilgenbrug](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/d72c3951-7d5c-4fa7-8630-733aef9ca5ff "Her finder du opstillede beholdere til tekstilgenbrug").

**Deltagelse i møder i boligforeningen**

Miljøafdelingens Team Affald tilbyder at komme ud og fortælle om sortering, genanvendelse og genbrug i afdelingen. Med os har vi en kuffert med en masse materialer, som I kan bestille i Miljøafdelingen.

I kan også bare låne kufferten til jeres beboermøder.

**Lån af GLADBYT**

Vi kan tilbyde:

- Transport af GLADBYT
- Startopfyldning af genstande
- Hjælp med renhold
- Supplering af bokse mm.
- Data på besøgstal
- Hjælp til etablering af lokal byttebiks efter lån af GLADBYT
- OBS. Kan maksimalt lånes i 6 uger

Kan I tilbyde?

- Lokation: Må gerne være privat, men vi kan ikke afholde offentligheden fra brug og skal kunne tilgås i kranbil
- Hjælp med renhold og indretning
- Feedback/evaluering

Skriv til genanvend@gladsaxe.dk ved spørgsmål. Læs mere på Gladsaxes side [Gladsaxe genbruger](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/cbf4a35e-9061-489b-ad46-2f66747bfc75 "Gladsaxe genbruger").

**Etablering af GLADBYT - lokalt bytterum**

Kunne I tænke jer at etablere et bytterum i jeres forening, så sig til og vi står klar til at hjælpe fra kommunens side. [Læs mere på genbrugssiden](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/cbf4a35e-9061-489b-ad46-2f66747bfc75 "Læs mere på genbrugssiden").

**Deleordninger i boligafdelingen - hvordan kunne det se ud?**

Snak med sidemanden til middagen om muligheder for byt og del i jeres boligafdelinger - tak for ordet.

###

                                    Beredskab ved strømsvigt

## Gladsaxe Kommunes beredskab og Civilt beredskab

**Opfølgning på beredskab - fra mødet 7.4.2025**

Oplæg fra Rasmus Storgaard, direktør for Beredskab Øst om beredskab

Gladsaxe Kommune:

”Kan I med jeres lokal kendskab spille en rolle i forhold til ældre, svage, bekymrede..”?

”Kan I understøtte og skabe naboskab, så folk hjælper hinanden”?

**Sket siden sidst**

1. Stigende trusselsniveau herunder cybertrussel
2. Gladsaxe har revideret sine beredskabsplaner
3. Nyt om forsyningsområderne
4. Regeringen national udmelding februar 2026 om Totalberedskab
5. Boligselskaber - hjælp til beredskabsplan

**Stigende cybertrussel**

- Februar 2026 SAMSIK: Danmark står i dag over for det mest alvorlige og komplekse risiko-og trusselsbillede siden anden verdenskrig.
- Mange forsøg på cyberangrebpå kommuner og forsyningsselskaber
- Flere eksempler på strømsvigt, senest Bornholm, Nuuk og Berlin –mange årsager, fejl, storm, sabotage.
- Uanset årsag –godt at være forberedt

**Gladsaxe Kommune - Indsatsplan ved strømsvigt**

- Gladsaxe Kommune tager vare på de sårbare borgere, der bor på kommunale døgninstitutioner, bruger sociale tilbud og modtager pleje i hjemmet
- Fire daginstitutioner og to SFO´er (skolefritidsordninger) tilbyder nødpasning
- Lokalbibliotekerne og Borgerservice på rådhuset vil fungere som lokale informationssteder og som supplement til DR P4 (hvis alle andre kommunikationskanaler er nede)

**Nyt om forsyningsområderne**

- Vand: Novafos vand i op til fire timer. Men etageejendomme uden eget nødstrøm på trykforøger vil ikke kunne få vand over 2. sals højde.
- Borgere skal bruge deres eget indkøbte vand.
- Kloak: Kloaksystemet har ikke nødstrøm. Kan give uhygiejnisk spildevand på veje og fortove og overløb til søer og vandløb.
- Borgere må gerne trække ud i toilettet ved ”stort”, så længe der er vand i cisternen. Derefter skal der bruges posertil afføring og toiletpapir. Poserne skal lukkes forsvarligt og bortskaffes som restaffald. Undgå brug af skakt.
- Varme: Ved et omfattende og længerevarende strømsvigt vil der ikke være varme fra fjernvarme, gas eller varmepumper
- Kommunikation: Internettet vil ophøre med at virke ved strømsvigt, og mobilnettet har kun nødstrøm i nogle timer, måske mindre

**Totalberedskab, feb. 2026**

- Alle dele af samfundet skal være forberedt –og være klar til at bidrage i en krisesituation
- Borgere, virksomheder, stat, region, kommune og Civilsamfund
- Civilsamfund: ”..række ud til dele af befolkningen, som kan være svære for myndighederne at nå”
- Efter Finsk, svensk og norsk forbillede

”Hvis vi vil have et moderne beredskab, der bærer os gennem de næste kriser, skal vi investere i det, der ikke kan købes på hylden: Samarbejdsevne, tillid og læring” Politiken 31.12.2025.

**Hjælp til beredskabsplaner for boligselskaber**

- [Beredskabsforbundet tilbyder gratis tre timers workshop](https://beredskab.dk/workshop-for-beredskabsgruppe/ "Beredskabsforbundet tilbyder gratis tre timers workshop") for lokale beredskabsgrupper, herunder boligforeninger.
- [BL, Danmarks Almene Boliger, understøtter planlægning af beredskab med information og skabeloner.](https://bl.dk/beredskab "BL, Danmarks Almene Boliger, understøtter planlægning af beredskab med information og skabeloner.")

**Boligselskaber - beredskabsplan ved strømsvigt**

Teknik:

- Overblik over lokale tekniske konsekvenser: Fx elevatorer, døre- og låsesystemer, pumper og alarmer
- Konkrete opgaver og ansvarlige personer
- Overblik er jeres hjælpemidler

Naboskab:

- Overblik over beboere med behov for støtte
- Overblik over beboere, der vil bidrage med nabohjælp
- Lokalt mødested

###

                                    Tryghedsskabende samarbejde

###

                                    'Hvad kan vi hjælpe dig med'

## Svar på spørgsmål fra boligorganisationerne 2026

###

                                    Byudvikling - Parken ved Bindeleddet

**Gladsaxe almennyttige blogselskab,** Bindeleddet

Jordstykket hvor parken er tænkt placeret er er en del af grundarealet for GAB byggeriet Bindeleddet, og udlagt til friareal for den samlede bebyggelse.

Der er tinglyst en zone for gennemføring af en vandinstallation til det store overløbs bassin placeret bag friarealet. Procesforløbet har været meget langstrakt.

Vi har i boligforeningen været med på en del af indledende møder med teknikere fra Kommunen og Novafos. På grundlag af Kommunens udarbejdede skitseprojekt, har der været en række møder med, Planteskolen, de beboere langs Søvej det støder op til området, repræsentanter fra Spejderhuset samt beboere fra boligafdeling Bindeleddet.

Resultatet af disse møder er der givet positive tilkendegivelser og en glade over at området ved søen kan blive udnyttet til gavn for alle. Afdelingsbestyrelsen fra Bindeleddet er ikke siden da, blevet orienteret om projektet. Vi er opmærksomme på at Novafos har planer om et byggeprojekt ved bassinet. Samt at kommunen har skrinlagt projektet med, at en overløbsledning fra Fortet fører frem til overløbsbassinet. Men vi er ikke orienteret hvad der nu arbejdes med.

Som ejere er vi på ingen måde blevet orienteret, fra kommunens side om projektets stade eller hvilke processer der hindrer det videre forløb. Det er jo stadig muligt at starte på en del af parkprojektet, hvis midlerne til parkprojektet blev taget ud af den samlede pulje for overløbsprojektet.

Der ønskes svar på årsag til den langstrakte proces, manglende 1 af 2

Der ønskes svar på årsag til den langstrakte proces, manglende orienteringer om status på proces og stilstand samt uddybende forklaring på, hvorfor delene uden vand ikke igangsættes.

## Svar fra Byafdelingen og Miljøafdelingen

Byrådet besluttede i forbindelse med budget 2021 at igangsætte projektet ”Mere vand til Bagsværd Sø”. Midlerne ligger under Miljøudvalget og omfattede flere mulige tiltag, der havde potentiale til at få mere vand til Bagsværd Sø og give en renere sø. Samtidig skulle en del af midlerne også bruges på et rekreativt projekt, der brugte vandet til at skabe et nyt rekreativt byrum – hvilket senere blev konkretiseret til, at der skulle arbejdes videre med mulighederne for en form for bypark med sø og legeplads. Det har derfor fra start været en forudsætning, at en bypark udnyttede det vand, som kunne tilføres Bagsværd Sø.

Da Klima- og Miljøudvalget senest blev orienteret om sagen i september 2024, var forvaltningens vurdering, at man kunne opdele det samlede rekreative projekt i et legepladsprojekt og et parkprojekt med vand. Det blev derfor beskrevet i sagen, at en ny legeplads måske kunne finansieres inden for Trafik-og Teknikudvalgets eksisterende budget.

Det har efterfølgende vist sig vanskeligt, da det samlede budget til legepladser ikke er ret stort, samt skal dække den løbende renovering af eksisterende legepladser, herunder at sikre en vis standard samt at legepladserne er forsvarlige af bruge. Derfor er det vanskeligt inden for det eksisterende budget at prioritere midler nok til anlæg af en helt ny og ganske stor legeplads, som den der har været skitseret på. Dette er årsagen til, at arbejdet ikke er igangsat. Vi skal naturligvis beklage, at der ikke er blevet orienteret om dette.

I forhold til vand-delen af projektet har forvaltningen og Novafos arbejdet med forskellige scenarier omkring en renseløsning ved bassinet. Da der ikke har været afklaring, har vi også på den del af projektet ventet med at involvere jer som naboer til arealet.

Vi forventer, at der i løbet af april/maj måned er en køreplan for myndighedsbehandlingen af et renseprojekt, herunder den formelle offentlighedsfase. Til den tid er vi også klogere på mulighederne for at koble et vandprojekt med et park-projekt.

Vi vil derfor gerne holde et møde med jer i GAB, afdeling Bindeleddet til den tid, så I kan få en status. Vi ved godt, at der er gået rigtig lang tid, hvor I ikke har hørt noget, og det er naturligvis beklageligt.

###

                                    Tryghed i byen - Forebyggelse af stigende kriminalitet og utryghed i lokalområdet

**Gladsaxe almennyttige Boligselskab**

Flere boligorganisationer og beboere oplever i øjeblikket en stigende utryghed i vores området – særligt i relation til indbrud i boliger samt åbenlyst salg af euforiserende stoffer omkring Stengård Skole og området ved Troldehøj (v. Krakas vej).

Ifølge de seneste opgørelser har Gladsaxe Kommune haft markante udsving i indbrudskrimi-naliteten de seneste år. Nye analyser af politiets og Danmarks Statistiks tal viser bl.a., at antallet af anmeldte indbrud i Gladsaxe steg betydeligt fra 2023 til 2024, hvor kommunen oplevede en af de største procentvise stigninger i indbrud på landsplan, svarende til ca. 487 anmeldte indbrud i alt i 2024. Samtidig har mere aktuelle kvartalstal vist, at der fortsat anmeldes et betydeligt antal indbrud i kommunen, selv om der i enkelte perioder har været midlertidige fald. Derudover peger både lokale observationer og politiets generelle statistikker på, at handel med narkotika i boligområdet og omkring skolen fortsat er et problem, som kan bidrage til utryghed, rekruttering af unge og øget kriminalitet generelt. Vi vil derfor gerne spørge byrådet:

1. Hvordan vurderer kommunen den aktuelle kriminalitetsudvikling i Gladsaxe, herunder særligt indbrudskriminalitet og salg af stoffer i og omkring boligområder og skolenære områder som for eksempel Stengårdsvænge?
2. Hvilke konkrete og målrettede indsatser planlægger kommunen at iværksætte eller styrke i områder som Stengård Skole og Troldehøj for at forebygge kriminalitet og øge trygheden?
3. Hvordan ser kommunen samarbejdet mellem kommune, politi, skoler, SSP, boligorganisationer og lokale aktører, og er der planer om at udvide eller intensivere dette samarbejde?
4. Overvejer kommunen øget synlighed, fx i form af nærpoliti, tryghedsvandringer, lokal tilstedeværelse eller fysiske tiltag som belysning og områdeindretning? 1 af 2
5. Hvordan kan beboere og boligorganisationer i højere grad inddrages aktivt i det kriminalpræventive arbejde?

## **Svar fra Børne- og Kulturforvaltningen**

Tak for jeres henvendelse. Vi har nu kigget nærmere på netop jeres område. Vi kan se, i vores tværfaglige samarbejde med politiet, at I har et område, der sædvanligvis er stille og roligt med meget få henvendelser til politi og kommune.

Vi har en brochure om anmeldelsesprocedure, som vi gennemgår og medbringer på mødet 9. marts.

Herunder er svar på jeres konkrete spørgsmål.

1. Den generelle kriminalitetsudvikling i Gladsaxe har gennem en årrække været faldende på flere parametre. Der har dog været en mindre stigning i anmeldelser af indbrud i private boliger i 2025. Der ses til gengæld et fald i indbrud i erhvervsbygninger og offentlige intuitioner i samme periode. Vi har i kommunen ikke fået henvendelser om stofsalg ved Stengårdsvænge. Lokalpolitiet, gadeteamet og ISG- Vagtservice oplever heller ikke en stigning af muligt salg af stoffer i andre skoleområder.
2. Der er i dette område ikke planlagt særlige initiativer, idet lokalpolitiet, SSP, Gadeteamet og ISG- Vagtservice ikke har fået henvendelser om, at området skulle være særligt udsat. Vi har gode erfaringer med at intensivere gadeteamets tilstedeværelse i områder, hvor der kan være utryghed. Hvis der er særlig anledning til det, vil SSP og lokalpolitiet gerne komme ud og tale med jer borgere og boligorganisationer om, hvordan vi sammen kan sikre trygheden i områderne.
3. Kommunen og lokalpolitiet holder regelmæssigt møder med ejendomsfunktionærer i områder, hvor der har været behov for en koordineret indsats, hvilket vi har gode erfaringer med. Der er for øjeblikket ikke planer om at ændre proceduren.
4. I samråd med politiet vurderer kommunen løbende behovet for øgede tryghedsforanstaltninger. I de omtalte områder er der ikke på nuværende tidspunkt planlagt mere belysning eller kommunalt arrangerede tryghedsvandringer.
5. Kriminalpræventivt kan der arbejdes på mange parametre. Erfaringer viser, at det mest effektive er at skabe gode relationer beboere imellem og til de folk, der færdes i området. I kan med eventuelt lade jer inspirere [her på Realdanias hjemmeside](https://realdania.dk/projekter/bo-trygt "her på Realdanias hjemmeside").

###

                                    Trafik - Hastigheder på veje

**ABG i Gladsaxe**, Hyrdeparken

På vegne af Bestyrelsen i Hyrdeparken beliggende Sæbjørnsvej 20-50 og Kidhøj 1- 85, sender vi her en henvendelse delt i både undren over vejforløb og hastigheds begrænsninger samt forslag til bedring og normalisering.

Dette er sendt første gang i 2024, hvor svaret kom retur fra forvaltning og udvalg, med en lang skrivelse om, at der fra jeres side ikke ansås nogle udfordringer, men de ville alligevel indgå i en kommende vurdering som nr. 9 ud af 20 – og stadig intet nyt her mere end 13 måneder senere.

Hyrdeparken bestyrelse vil – endnu engang - udvise en stor undren over hastighedsbestemmelserne i området.

På nedenstående oversigtskort er
BLÅ: Veje med 40 km/t begrænsning
RØD: Veje med 30 km/t begrænsning (ved tidligere dialog udlagt som skolevej)
GUL: Skole vej til Bagsværd Skole via Kidhøj (vej i Hyrdeparken, hvor der kun er bilfærdsel ved ærinde i Hyrdeparken)
GRØN: Cykel og gangsti mellem Hanehøj og Stengården Station

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/63835902-c520-43fb-ef9e-08de7434792a?width=800)

Billedet viser et kort over boligområdet sydvest for Bagsværd Skole. På kortet er udvalgte veje og stier fremhævet med forskellige farver for at vise deres funktion og hastighedsbegrænsning. Området afgrænses mod syd af Gammelmosevej, som løber vandret fra venstre mod højre nederst i billedet, og mod nordøst af jernbanen. Mellem Gammelmosevej og jernbanen ligger et villakvarter med mindre, snoede boligveje, og øverst mod nordvest ligger Bagsværd Skole.

De blå markeringer viser veje med en hastighedsbegrænsning på 40 km/t. Hanehøj starter ved Gammelmosevej nederst til højre og løber nordpå gennem boligområdet, hvorefter vejen buer mod vest og fortsætter parallelt med jernbanen. I den østlige del af området er også Kokhøj markeret med blåt som en kortere sidevej til Hanehøj.

De røde markeringer angiver veje med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t og fungerer som skoleveje. Solbærvænget begynder ved Gammelmosevej og løber næsten lodret nordpå gennem den centrale del af kvarteret i retning mod skolen. Længere mod vest er Sæbjørnsvej markeret med rødt; den forbinder området omkring Bagsværd Skole med de omkringliggende boligveje.

Den gule markering viser Kidhøj i Hyrdeparken, som fungerer som adgangsvej til Bagsværd Skole. Det er en mindre boligvej, hvor bilkørsel kun er tilladt for beboere og andre med ærinde i området.

Den grønne markering nederst til højre viser en cykel- og gangsti, der forbinder Hanehøj med Stengården Station. Stien ligger tæt ved både Gammelmosevej og jernbanen og er forbeholdt fodgængere og cyklister.

Samlet set viser kortet et sammenhængende villakvarter mellem Gammelmosevej, jernbanen og Bagsværd Skole, hvor de farvede markeringer tydeliggør forskelle i vejtyper, hastighedsgrænser og trafikformer.

**Baggrund**
Hyrdeparkens bestyrelse har observeret og vil gerne dele følgende samt lægge op til en revidering af indretning af vejforløb i området markeret med farver.

1. Ulvebjerg har 30 km/t mellem Gammelmosevej og Sæbjørnsvej. Det indikerer identificeret som skolevej. Desværre er der 40km/t når man drejer ved Sæbjørnsvej. Således kunne det indikere at skolevej ophører. Hvordan gående og cyklister skal komme derfra og til Kidhøj for at komme via udlagt skolevej, til den gule vej op til skolen, er helt umuligt. Men det kan ikke være korrekt at vores børn først kan køre af skolevej og dernæst skal køre på normal villavej.
2. Hanehøj og Kokhøj er begge udlagt til 40 km/t, dette på trods af, at der er sti (markeret med grønt) mellem Hanehøj og Stengården Station, en sti som en del børn benytter for at komme fra Gammelmosevej og ned mod Bagsværd Skole.
3. Solbærvænget og Sæbjørnsvej fra Bagsværd Hovedgade og frem til Kidhøj er udlagt til 30 km/t. Her er der generelt parkeringsforbud gældende hele dagen, så der kun må parkeres i den ene side af vejen.
4. På Sæbjørnsvej mellem Kidhøj og Hanehøj er der 40 km/t. Desuden er indført parkeringsforbud på hverdage mellem 7-9 og 15-17 (på vejsiden mod Kidhøj). Så der er en indstilling for skoletrafik, men stadig med 40 km/t. Altså ikke skolevej.
5. Der er hver morgen en reel trafik af biler, cyklister, gående med og uden barnevogne i krydset mellem den gule, røde og blå vej.

a. Her oplever vi i Hyrdeparken hver morgen at personer parkerer deres biler i Parkerings forbud Zone og er væk fra bilen imellem 8-10 minutter – sikkert for at aflevere deres børn. Disse ønsker dermed IKKE at benytte det afsætningsareal der er indrettet ved hovedindgangen til skolen til dette formål.

b. Der er ofte – både om morgenen og specielt om eftermiddagen børn der kommer alene på cykel. Disse må ofte stå af og trække på den lille del af fortov der ikke holder biler på, da de bliver presset af biler eller må helt ud midt på vejen for at komme udenom, hvilket skaber farlige situationer med modkørende biler.

c. Desuden kører en del biler op af Kidhøj for at sætte børn af lige ved indgangen til skoleområdet, SELVOM der KUN må køres ind i området med ærinde til Hyrdeparken.

Bestyrelsen har spurgt enkelte af disse bilister om, hvorfor de ikke overholder reglerne for området, og svarene er som oftest

a. Siger direkte at de er ligeglade med parkeringsforholdene

b. Jeg skal aflevere mit barn og har travlt

c. Gider ikke at køre hele vejen til afsætningsområdet ved skolen

d. Afviser at tale med os

Den nuværende situation hvor fjernvarme etablering er gået i gang på Sæbjørnsvej mellem Solbærvænget og ud mod Bagsværd Hovedgade og et kommende arbejde i Hyrdeparkens område inkl. Sæbjørnsvej, vil betyde kommende omlægning af køreveje for bilister og dermed give at trafikken i området i en periode vil ændre karakter.

**Forslag**

For at sikre skolebørnenes sikkerhed og en sikker afvikling af trafikken i området, vil vi gerne indstille følgende. Der har været indtil flere situationer om morgenen, hvor bilist og cykel har været så tæt på at køre sammen at bilist har benyttet horn eller cyklist har valgt at stå af.

1. Der indføres en generel 30km/t ”zone” i hele området. Dette kan gøres ved at flytte 30 km/t ved Ulvebjerg helt op til Gammelmosevej (så hele Ulvebjerg bliver 30 km/t samt Hanehøj og Kokhøj)
2. Fjerne alle 40km/t skilte i området.
3. Det kunne overvejes at etablere en chikane for at sænke farten og dermed øge sikkerheden for ”de bløde” trafikanter. Vi ser frem til at høre retur fra jer snarest muligt, og vi stiller os naturligvis til rådighed for yderligere uddybning af forslaget samt et besøg for jer i området, således I kan se forholdene.

## Svar far Trafik og Mobilitet

I efteråret 2025 blev “Handleplan for Trafik- og Mobilitetsprojekter 2026-2027" vedtaget af Trafik og Teknikudvalget. Det omtalte projekt nr. 9 på Solbærvænget/Sæbjørnsvej blev besluttet som en del af handleplanen. By- og Miljøforvaltningen planlægger at udvikle et projekt i løbet af 2026/2027. Projektet forventes senest at få igangsat etableringen, når fjernvarmearbejdet i området er afsluttet. I forbindelse med udviklingen af projektet vil jeres bidrag i form af lokalkendskab og erfaringer blive medtaget. Det er dog ikke altid muligt at løse uhensigtsmæssig adfærd gennem færdselsregulering.

I beskriver at der sker overtrædelser af færdselsloven på Kidhøj. I den forbindelse vil vi gøre opmærksom på, at det er muligt at [bestille en færdselskontrol hos politiet](https://politi.dk/bestil-en-betjent/bestil-en-faerdselskontrol "bestille en færdselskontrol hos politiet").

Hvis der skal ske trafikale ændringer af den privatejede vej Kidhøj, så er det noget som Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe som ejer, selv skal stå for.

I kan læse mere om [“Handleplan for Trafik- og mobilitetsprojekter” her](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/440029cc-5b4a-4794-b354-52eedcee6748 "“Handleplan for Trafik- og mobilitetsprojekter” her").

###

                                    Parkeringsudfordringer i Skoleparken, Triumfvej

**Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe**

Grundet parkerede biler, i den ene side af Triumfvej, på strækningen mellem Bondehavevej og Stengård Skole, der parkerer meget tæt på og ofte helt op til udkørslerne fra Bondehavevej, Hakonsvej, Halbjørnsvej og Josteinsvej, samt indkørslen til Triumfvej 43, er det ofte umuligt at se om der kommer trafikanter i den ene farbare vejbane før man kører ud på Triumfvej!

Det var et emne der blev bragt op allerede i forbindelse med etableringen af cykelstier på Triumfvej, hvor der blev sikret gode forhold for cyklister og skolebørn, uden at det blev taget alvorligt af kommunen. En henvendelse tidligere i år fra Skoleparken 2, Triumfvej 43, har medført et løfte om at kommunens parkeringsvagter skal holde øje med parkeringen på Triumfvej. Men det har ikke haft den ønskede effekt. Der parkeres stadig for tæt på udkørslerne morgen og aften.

Vi foreslår at trafiksikkerheden sikres på en enkel og billig måde i form af 1 af 2 scenarier:

1. Markering af 10 meters afstand fra udkørsler til mulig parkering med gul trekant.
2. Markering af parkeringslommer, som på Gladsaxe Møllevej.

Da vi i Skoleparken 1 er sikre på at Gladsaxe Kommune tager trafiksikkerheden alvorligt vil vi gerne høre hvilken af de herover nævnte løsninger kommunen foretrækker? og hvornår den foretrukne løsning udføres?

## Svar fra Trafik og Mobilitet

Der er i en periode udført øget parkeringskontrol særligt i dagtimerne indtil kl. 18 og resultatet viser ikke væsentlige udfordringer med parkering i området. Parkeringer, der ikke overholder 10 meter reglen kan pålægges afgifter. Gule trekanter benyttes ikke i Gladsaxe Kommune, da de ikke er retlig bindende for bilisterne.

Løsningen med parkeringsbane eller båse ses heller ikke som en mulighed, da det vil være til gene for fremkommeligheden på Triumfvej. Vi opfordrer derfor til, at der internt i foreningen kommunikeres ud, at parkeringspladserne tilknyttet ejendommene bør benyttes, hvis nogle beboere oplever problemer med parkering.

I forbindelse med udbygning af Stengårdsskole, har der været dialog med Stengårds Skole om udarbejdelse af et trafikprojekt for sikring af skoleveje. I projektet er der indarbejdet en lukning af Stengårdsvænge ved Triumfvej, samt flytning af fodgængerfelter og etablering af bump.

Der er planlagt borgermøde tirsdag 17. marts 2026 på Stengårds Skole, hvor lokalplan og trafikprojekt bliver præsenteret.

###

                                    Skolecykelsti gennem Bytoften

**Bytoften**

Hvordan stiller Gladsaxe Kommune sig i forhold til at etablere en dedikeret og sikker skolecykelsti gennem Bytoftens område?

Dagligt cykler mange skolebørn fra tunnellen ved Dådyrvej gennem Bytoften, over til Ræveholmen. Der cykles via parkeringspladser og fortove i gårdene, hvor børnene cykler med meget høj fart. Dette til stor fare for både børnene selv og for beboerne.

## Svar fra Trafik og Mobilitet

Stierne gennem Bytoften via parkeringspladser og stier er privat areal. Der er ingen aktuelle planer om at etablere offentlig sti eller på anden vis aktivt at lede skolerelateret trafik gennem Bytoftens private areal.

By- og Miljøforvaltningen er bekendt med at vejarbejde i området de seneste måneder har gjort situationen værre, da blandt andet Rensdyrvej har været direkte påvirket af gravearbejde med relation til fjernvarme.

By- og Miljøforvaltningen arbejder på at forbedre forholdene for gående og cyklende på ruten via Dådyrvej, Mårvænget, Rensdyrvej og Ræveholmen, som en tryg og sikker rute på kommunevej frem for ruten gennem det private område. Det er forventningen at gennemføre forbedringer på ruten mellem tunnelen og Gladsaxe Skole i løbet af 2026.

###

                                    Ladestandere og fjernvarme - Ladestandere i offentligt regi

**ABG i Gladsaxe**, Hyrdeparken

Det er ingen overraskelse at antallet af elbiler i Gladsaxe kommune er stærkt stigende. Kommunen har også stærke grønne målsætninger.

- Hvilke planer har kommunen for at opstille ladere fra forskellige udbydere i kommunen, så beboere i kommunen og mere specifikt beboere i alment boligbyggeri har mulighed for opladning i nærhed at deres boligområde?

## Svar fra Enheden for Grøn Omstilling

Samme spørgsmål blev besvaret i ‘Svar på Boligorganisationernes spørgsmål 2024’. Svaret er fortsat gældende:

I Byrådets Strategi for Grøn Omstilling, er det et mål at understøtte udbredelsen af elbiler i Gladsaxe Kommune, og i 2021 vedtog Klima- og Miljøudvalget en strategi for, hvordan der kan etableres en offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur i hele byen ([Strategisk plan for ladeinfrastruktur](https://gladsaxe.dk/p/Faelles-filer/Planer-politikker-visioner/BMF/Strategisk-plan-for-ladeinfrastruktur-til-elbiler-12042021.pdf "Strategisk plan for ladeinfrastruktur")).

Opsætning og drift af ladestandere skal ske på markedsvilkår, og kommuner har mulighed for at udbyde offentlige p-arealer til opsætning af offentligt tilgængelige ladestandere. Gladsaxe Kommune har i efteråret 2022 gennemført et stort udbud for opsætning af ladestandere på p-pladser ved offentlige bygninger og på offentlige veje. Der er efterfølgende indgået kontrakter med to operatører. Udbuddet omfattede 29 lokaliteter og 98 ladestandere hver med to ladeudtag.

Ladestanderne er etableret eller er ved at blive sat op. I forhold til placering af ladestanderne har fokus været på:

- P-arealer ved kommunale bygninger med mange besøgende, hvor der ifølge Ladestanderbekendtgørelsen skal etableres ladestandere, ved
- Offentlige p-arealer strategiske steder i byen, for eksempel ved stationer og i områder med rækkehuse og etageboliger, hvor borgerne parkerer på offentlig vej.
- På arealer ejet af boligforeninger beslutter den enkelte boligafdeling selv, hvor og hvor mange ladestandere, man vil sætte op på sine egne arealer.

Se vejledning fra Almennet: [Vejen til elbiler i den almene sektor](https://almennet.dk/udviklingsprojekter/q-v/vejen-til-elbiler-i-den-almene-sektor/ "Vejen til elbiler i den almene sektor")

Gladsaxe Kommune følger løbende forbrug på ladestandere på de offentlige p-arealer og vurderer, om der er behov for at udbyde flere offentlige arealer til opsætning af ladestandere for at understøtte omstilling til elbiler. Behovet vurderes ud fra en overordnet betragtning af tilgængeligheden af ladestandere, hvor der de seneste år har været en markant stigning i antallet af ladestandere for eksempel hos virksomheder med egne p-arealer, ved private boliger, boligorganisationer og på tankstationer.

I 2026 planlægges en revision af Gladsaxes ‘Strategisk plan for ladeinfrastruktur’, hvor det vil blive vurderet, om der er behov for at udvide antallet ladestandere på de offentlige arealer.

###

                                    Fjernvarmeudrulning og -planlægning

**ABG i Gladsaxe**, Hyrdeparken

- Hvordan sikrer kommunen tidsmæssigt gennemførelse af udrulning af fjernvarme - specifikt for et område som Hyrdeparken med 88 boliger.
- Hvordan kan vi som afdeling følge med i prioriteringen og vide, hvornår fjernvarme er installeret og ibrugtaget?

## Svar fra Miljøafdelingen

Kommunen kender til den lange proces der har været med fjernvarmetilslutning af Hyrdeparken. Vi forstår det er frustrerende, at processen har taget længere tid end forventet

Kommunen er orienteret om at processen har varet længere end forventet, da det ikke var muligt at forsyne foreningen fra en hovedledning nord fra, som først planlagt. Det er nu planen at Hyrdeparken skal forsynes med fjernvarme via Sæbjørnsvej, fra en hovedledning i Bagsværd Hovedgade. Udbygningen af Bagsværd Hovedgade og Sæbjørnsvej er en del af en større udbygning der startede op i 2024. Oprindeligt var Sæbjørnsvej planlagt til udbygning i 2028.

Vestforbrænding har fremrykkes udbygningen af vejene Sæbjørnsvej, samt Solbærvænget og Thorbjærnsvej, for at kunne tilslutte foreningen Hyrdeparken hurtigst muligt. I februar i år startede udbygningen af Solbærvænget og Thorbjørnsvej. Når disse veje er færdige, er planen at Sæbjørnsvej udbygges, hvorefter selve Hyrdeparken kan tilsluttes.

Som udgangspunkt er det Vestforbrænding der sammen med deres entreprenør prioriterer udbygningen af fjernvarme, ud fra hvordan fjernvarmenettet er forbundet. Kommunen har godkendt projektforslag for den samlede udbygning der sker i øjeblikket, herunder en overordnet tidsramme for hele udbygningen.

###

                                    Fjernvarme - samarbejdsudfordringer

**GaB i Gladsaxe**

Flere afdelinger i GaB har oplevet og oplever stadig store vanskeligheder med samarbejdet med Vestforbrændingen og deres entreprenører i forbindelse med etablering af fjernvarme. GaB oplever, at der hos Vestforbrændingen er en manglende forståelse for vilkårene i den almennyttige sektor.

- Gladsaxe Kommune har tidligere annonceret et møde mellem Vestforbrænding, GLX og boligselskaberne. Hvad er status på dette?

## Svar fra Miljøafdelingen

Vi kan forstå at I fortsat oplever udfordringer i samarbejdet med Vestforbrænding omkring den igangværende udbygning. Det er noget kommunen har fokus på og er i dialog med Vestforbrænding om.

Kommunen havde i sommeren 2025 et møde med GAB og Vestforbrænding, hvor forløbet fra udbygningen af blandt andet Vibevænget blev evalueret. Der blev på mødet samlet rigtig mange erfaringer og forslag til hvordan samarbejdet mellem Vestforbrænding og almene boligforeninger kan styrkes fremadrettet. Der blev ganske rigtigt også aftalt på mødet, at Vestforbrænding skulle holde et møde for boligforeninger i den kommende udbygning. Her skulle erfaringerne fra den første del af udbygningen blandt andet bringes ind, for at sikre et bedre samarbejde i de foreninger der står til at skulle have fjernvarme. Kommunen planlægger også at deltage i dette møde.

Gladsaxe Kommune har flere gange rykket Vestforbrænding for afholdelse af dette samlede møde. Vestforbrænding har svaret, at der i stedet har været taget direkte dialoger med de enkelte boligforeninger i den forestående udbygning.
Kommunen ønsker fortsat at Vestforbrænding afholder et samlet møde for boligforeningerne.

###

                                    Kontaktoplysninger

Ved behov for opfølgende besvarelser på jeres spørgsmål, er I velkomne til at kontakte de ansvarlige i forvaltningerne.

## By- og Miljøforvaltningen

**Byafdelingen:** Jana Eger Schrøger, Byudviklingschef. jansch@gladsaxe.dk.

**Erhverv, Udvikling og Økonomi - Enheden for Grøn omstilling:** Niels v. Haar Sørensen, Stabs- og projektchef. niesor@gladsaxe.dk.

**Miljø - Virksomhed og Affald, Vand og Natur og fjernvarme:** Pia Vendelholt Christensen, Miljøchef. tmfpvc@gladsaxe.dk.

**Trafik og Mobilitet:** Maria Cecilie Pautsch Weischer, Trafik og Mobilitetschef. macepa@gladsaxe.dk.

## Center for Politik, Styring og Udvikling

**Byrådssekretariatet - Tilsyn med støttet byggeri:** Mikael Wolf, Chef for Byrådssekretariatet. csfmaw@gladsaxe.dk. almeneboliger@gladsaxe.dk.

**Enheden for Social Balance:** Christian Gjedsig Grauslund, Konstitueret leder af Social Balance. CHGRAU@gladsaxe.dk.

## Børne- og Kulturforvaltningen

**Kultur Fritid Unge:** Brian Brønd, Ungechef. SFOBBR@gladsaxe.dk.

## Der er nu lukket for tilmelding

Henvendelser rettes til Thine Buch Laursen på mail csftbl@gladsaxe.dk.
