---
title: "Kørsel til dit barns skoletilbud"
description: "Kørselstilbud til børn og unge"
date: "2026-04-08"
created: "2026-04-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Børn og familie](https://gladsaxe.dk/borger/boern-og-familie)

                    [Skole og uddannelse](https://gladsaxe.dk/borger/boern-og-familie/skole-og-uddannelse)

                [Kørsel til dit barns skoletilbud](https://gladsaxe.dk/borger/boern-og-familie/skole-og-uddannelse/koersel-til-dit-barns-skoletilbud)

# Kørsel til dit barns skoletilbud

Retningslinjerne for kørsel til børn og unge er udarbejdet med afsæt i gældende lovgivning på området og med tilknytning til værdier og visioner i Børne- og Kulturforvaltningens [Børne- og Skolepolitik](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/4c0218b9-a567-4221-9182-edb87a88a1e1 "Børne- og Skolepolitik").

Børn og unge skal understøttes i at være så selvstændige som muligt, da det giver dem frihed til selv at komme rundt i deres nærmiljø. Derfor er selvtransport til og fra skole altid udgangspunktet for de elever som kan komme til og fra skole selv.

Der vil være børn og unge der grundet lang afstand til skole, farlig skolevej eller sygdom/invaliditet, i perioder af deres liv har behov for hjælp til skolekørsel. Her skal Børne- og Kulturforvaltningen opfylde sin befordringsforpligtelse, som den er beskrevet i lovgivningen, så børn og unge kan komme til og fra skole.

Kommunen har i udgangspunkt ikke en befordringsforpligtelse for de børn som går i dagtilbud, da det anses som en forældreopgave at transportere sit barn til og fra dagtilbud. Det understøtter ligeledes en tæt kommunikation mellem familien og dagtilbuddet at forældrene selv transporterer og dermed afleverer deres barn i institutionen.

## Læs mere

###

                                    Ansøgning om befordring til specialundervisning

Rammen for bevillinger af transport til et specialtilbud er følgende:

1. Offentlig transport anvendes hvor det er muligt.
2. Hvor offentlig transport ikke er muligt, opfordres forældre til at køre i egen bil med kørselsgodtgørelse efter gældende takster.
3. Specialkørsel med bus/taxa, som udgangspunkt som samkørsel med andre elever.

Skemaet udfyldes i et samarbejde mellem skole, forældre og evt. PPR/rådgiver.

Det er i udgangspunkt skolen der fremsender ansøgningen.

Ansøgninger behandles løbende. Der må forventes svar tid på 10 arbejdsdage.

Vær opmærksom på, at såfremt barnet har brug for specialkørsel, vil der løbende blive fulgt op på dette, herunder en afsøgning af mulighederne for med tiden at blive mere selvtransporterende.

[Ansøgning om befordring til specialundervisning](https://www.nemform.dk/159/BefordringTilSpecialundervisning)

###

                                    Hvem kan få befordring?

Elever kan bevilges kørsel når **skolevejen er for lang**, jævnfør folkeskolelovens § 26, stk. 1, nr. 1 (afstandskriteriet). Her skal kommunen sørge for befordring af elever på skoledage mellem skolen og hjemmet eller dettes nærhed, når skolevejen er længere end:

- 2,5 km på 0.-3. klassetrin.
- 6 km på 4.-6. klassetrin.
- 7 km på 7.-9. klassetrin.
- 9 km i 10. klasse.

Elever kan bevilges kørsel, **hvis skolevejen er trafikfarlig**, jævnfør folkeskolelovens § 26, stk. 1, nr. 2.2.

Kommunen skal yde befordring for elever, der har kortere skolevej end angivet i afstandskriterierne, hvis hensynet til elevernes sikkerhed i trafikken gør det særligt påkrævet. I Gladsaxe Kommune har vi som udgangspunkt ingen trafikfarlige skoleveje, hvorfor der ikke i kommunen ydes befordring i henhold til stk. 1, nr. 2. 2.

Elever kan bevilges kørsel, **hvis de er syge og/eller invalideret**, jævnfør folkeskolelovens § 26, stk. 2.

Her skal kommunen – uanset afstanden mellem hjemmet og skolen – sørge for befordring til elever, der som følge af sygdom eller invalidering (midlertidigt eller mere permanent) ikke ved egen hjælp kan befordre sig til og fra skole. Det vil sige hvis eleven enten midlertidigt eller mere permanent ikke er i stand til ved egen hjælp at komme til/fra skole på grund af sygdom, handicap eller en funktionsnedsættelse, bevilges der befordring. Det er Børne- og Kulturforvaltningen, der som myndighed konkret og individuelt skal vurdere, om en elev er "syg og/eller invalideret". En elevs eventuelle diagnose med et fysisk eller psykisk handicap og/eller en eventuel indskrivning i en specialklasse eller specialskole indebærer ikke i sig selv, at eleven vurderes som "syg og/eller invalideret". Det kommer an på en konkret og individuel vurdering om eleven har krav på kørsel til og fra skole.

Hvis der er tvivl, om en elev på grund af sygdom eller lignende selv kan befordre sig til og fra skole, kan Børne- og Kulturforvaltningen forlange en lægeerklæring. Udgiften til lægeerklæringen afholdes af Børne- og Kulturforvaltningen.

Elevens befordringsbehov (gen)vurderes mindst én gang om året.

###

                                    Kørselsformer

Bestemmelserne i folkeskoleloven og befordringsbekendtgørelsen om kommunens forpligtelser udgør den overordnede ramme for kommunens bevillinger på området. Det er primært en forældreopgave at træne børn til at begå sig i trafikken, herunder at træne evnen til at benytte offentlige befordringsmuligheder. Skolernes arbejde med elevernes evne til at begå sig sikkert i trafikken er et supplement til forældrenes opgave.

Børne- og Kulturforvaltningen bevilger til følgende kategorier af befordring i prioriteret rækkefølge:

**1 - Offentlig transport med skolerejsekort**

Eleven tilbydes skolebus eller offentlig transport med skolerejsekort i det omfang eleven er i stand til dette. Hvis det er nødvendigt, kan der indrettes en særskilt befordring mellem hjemmet og nærmeste offentlige transport.

Som udgangspunkt tilbydes der efter konkret og individuel vurdering buskort til offentlig transport til elever i mellemtrinet og udskolingen, hvis der er mulighed for offentlig transport.

**2 - Eleven køres af forældre**

Forældre kan selv vælge at køre deres barn til og fra skole. Forældrene kan i disse tilfælde modtage en kørselsgodtgørelse. Forældre er ikke forpligtede til selv at køre eleven og der skal på forhånd indgås aftale herom med Børne- og Kulturforvaltningen.

Der godtgøres efter antal kilometer for den korteste rute mellem skole og hjem til statens lave kørselsgodtgørelsestakst og kun for de ture, hvor barnet befinder sig i bilen.

**3 - Fællestransport/samkørsel**

*﻿﻿*Hvis eleven ikke kan køre med offentlig transport eller skolebus, kan eleven køres i den kommunalt etablerede fællestransport til skolen sammen med andre elever.

**4 - Solokørsel**

Ved solokørsel kører eleven alene. Solokørsel kan undtagelsesvist bevilges, for eksempel med henblik på at sikre elevens og/eller chaufførs og medpassagerers sikkerhed under befordringen. Solokørsel bevilges i udgangspunkt kun i kortere og afgrænsede perioder, da det altid må tilstræbes at overgå til en mindre indgribende kørselsform.

Eksempler på kriterier, der lægges til grund for bevilling af solokørsel i Børne- og Kulturforvaltningen:

- Eleven er til fare for sig selv eller andre på grund af selvskadende eller udadreagerende adfærd.
- Eleven har vanskeligheder (for eksempel sensorisk, angst), der har et sådant omfang, at eleven ikke på anden vis kan skærmes tilstrækkeligt i anden kørselsform.
- Eleven har en somatisk sygdom, hvor kørslen eller lang transporttid kan forværre tilstanden.

Solokørsel kan kun bevilliges, hvis eleven er er omfattet af målgruppen for kørsel af "syge og invaliderede elever".

###

                                    Særlige forhold

**Kørsel med ledsagelse**
Hvis det er nødvendigt, at eleven følges til og fra skole af en ledsager, dækker Børne- og Kulturforvaltningen en eventuel udgift til ledsagerens kørsel, jævnfør bekendtgørelsen om befordring af elever i folkeskolen § 6 stk. 3.
Der kan i helt særlige tilfælde bevilges en ledsager til eleven under kørslen. Det kan være i de tilfælde, hvor eleven har et handicap eller en sygdom som gør, at de af hensyn til deres sikkerhed skal være observeret under kørslen, så der kan gribes ind ved et anfald eller lignende. Det kan også være for eksempel i forbindelse med en elevs tilvænning til skolestart eller ved kørsel af meget udadreagerende elever, der kan indvirke på sikkerheden ved kørslen.

Ledsageren kan være en forælder, ekstra chauffør eller pædagogisk personale. Det er kun ledsagerens udgift til kørsel, der kan dækkes og således ikke for eksempel tabt arbejdsfortjeneste til en forælder. Ledsageren har ikke efterfølgende krav på at blive kørt hjem eller på arbejde i samme befordringsmiddel, som når eleven befordres.

**Diverse udstyr under kørsel**
Familien skal selv ansøge om alternativ anvendelse af sikkerhedsudstyr hos Færdselsstyrelsen. Når de modtager en afgørelse, skal de videresende denne til kommunen, således ansøgningen kan behandles.

Forvaltning der skal behandle særligt udstyr:

*Pædagogisk Psykologisk Rådgivning*
Familien kan søge om diverse udstyr såsom særlig sele/magnetsele under skolekørsel jævnfør folkeskoleloven § 26. Det udstyr der skal anvendes, bliver lånt ud af kommunen, som bestiller denne. Når udstyret ikke længere skal anvendes, tilbageleveres denne til kommunen.

*Familieafdelingen*
Familien kan søge om diverse udstyr såsom særlig sele/magnetsele under kørsel i fritiden til for eksempel aflastning jævnfør barnets lov § 86.

*Hjælpemiddelafdelingen*
Ved brug af sele/magnetsele i privatkøretøj skal sagen behandles hos hjælpemiddelafdelingen jævnfør § 112 i serviceloven.

###

                                    Rammer for kørslen

En rutekørsel er i udgangspunktet gældende for flere elever. Kørselstiden er derfor længere, end hvis en elev skulle køres direkte mellem hjem og skole. Det tilstræbes, at kørslen ikke overstiger 60 minutter indenfor kommunegrænsen eller at køretiden ikke overstiger den direkte køretid gange to.

Der kan anmodes om en fast chauffør, men leverandørerne vil ikke kunne garantere, at det altid kan være den samme chauffør til den givne rute. Det tilstræbes dog, at kørslen med elever fordeles på så få forskellige chauffører som muligt.

**Forældrenes forpligtigelser ved brug af kørselsordning**
Forældrene skal efterleve de krav, der er fastsat af kørselsselskabet. Hvis andet ikke er angivet, skal eleverne dog som minimum være klar på afhentningstidspunktet for at undgå forsinkelser eller gener for de øvrige befordringsberettigede. Det er som udgangspunkt ikke muligt at ændre i de fastlagte afhentningstidspunkter. Aflysning af befordring på grund af elevens fravær grundet ekstraordinær ferie eller sygdom, meddeles af forældrene direkte til kørselsselskabet i overensstemmelse med kørselsselskabets regler.

**Befordringstid**
Der findes ingen lovgivningsmæssige rammer for transporttiden. I Børne- og Kulturforvaltningen tilstræbes dog en køretid på maksimalt 60 minutter henholdsvis til og fra skoletilbuddet.

For elever visiteret til et skoletilbud uden for bopælskommunen, kan der forekomme længere befordringstid.

**Kørsel fra kantsten til kantsten**
Medmindre andet aftales køres der fra kantsten til kantsten, det vil sige at chaufføren modtager og afleverer barnet ”ved kantstenen” udenfor hjemmet og udenfor skolen, hvor pædagogisk personale om nødvendigt tager imod.

**Ventetid**
Ventetiden på skolen i forbindelse med en af kommunens befordringsydelser må normalt ikke overstige 60 minutter før skoledagens start og 60 minutter efter skoledagens afslutning, jævnfør befordringsbekendtgørelsen. I det omfang befordringsordningen medfører ventetid på skolen, har skolen pligt til at føre nødvendigt tilsyn med eleverne.

**Forsinkelser**
Hvis eleven er mere end 5 minutter forsinket ved afhentning af kørselsaktøren om morgenen, i forhold til det aftalte afhentningstidspunkt, er chaufføren ikke forpligtiget til at vente yderligere, da dette har betydning for de øvrige elever, som skal med på ruten. Herefter vil det være forældrenes ansvar, at få deres barn i skole.

Den gældende aftale er, at kørselsaktøren skal komme indenfor 10 minutter i forhold til den aftalte tid. Hvis ikke de kommer, skal familien kontakte kørselsaktøren, og hvis der går mere end 15 minutter, har kunden krav på en ny kørsel.

**Ændringer**
Det tilstræbes, at alt kørsel, som ikke er offentlig transport, sker som fast rutekørsel. Enten i skolebus eller i samkørsel med andre (minibus og taxa). Det skal sikre den faste struktur og forudsigelighed, som især elever i specialtilbud profiterer af. Den faste rutekørsel planlægges i udgangspunktet for et skoleår ad gangen. Der kan i udgangspunktet ikke ændres i en rutekørsel inde i et skoleår medmindre bevillingen eller forholdene omkring en elev ændrer sig – for eksempel at eleven skifter skole eller bopælsadresse.

En ændring i kørslen kan således kun ske ved forudgående kontakt til bevillingsansvarlig om ændring i selve kørselsbevillingen. Forældre har ikke mulighed for at ændre i kørslen ved direkte kontakt til kørselsaktøren.

**Sygdom i løbet af en skoledag**
For alle elever gælder det, at hvis en elev bliver syg i skoletiden, kontakter skolen forældrene, som selv sørger for afhentning og hjembefordring.

**Forældre med delt forældremyndighed og hver sin bopæl**
Forældre med fælles forældremyndighed og hver sin bopæl, kan i de tilfælde, hvor barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, og begge forældre bor i Gladsaxe Kommune, få kørsel til og fra begge hjem. Hvis det kun er den ene af forældrene, der bor i Gladsaxe Kommune, gælder kørselsforpligtelsen til dette hjem og der er ikke en forpligtelse for Børne- og Kulturforvaltningen til at bevillige kørsel til et hjem uden for Gladsaxe Kommune.

**Konfirmationsforberedelse og fritidsaktiviteter**
Kommunens befordringsforpligtelse gælder kun mellem skole og hjem, og der kan derfor ikke etableres befordring til for eksempel konfirmationsforberedelse og fritidsaktiviteter.

**Bortkomne skolekort**
Ved bortkomne skolekort kan der bestilles et nyt ved at kontakte skolen.

###

                                    Frit skolevalg

Hvis en elev, der er vurderet "syg og/eller invalideret", efter reglerne om frit skolevalg vælger en anden skole end den, som eleven er blevet henvist til af Børne- og Kulturforvaltningen - for eksempel en specialskole i en anden kommune – er Børne- og Kulturforvaltningen kun forpligtet til at betale for kørselsudgifter svarende til udgifterne til den kørsel, som eleven ville have haft til det tilbud, som Gladsaxe Kommune har henvist eleven til eller til elevens distriktsskole.

Kommunen kan ikke befordre og afholder heller ikke udgifter til befordring af børn, der går på privat- eller friskole, jævnfør reglerne om det frie skolevalg.

###

                                    Befordring til og fra SFO/fritidstilbud og i skoleferier

Elever kan bevilges kørsel til SFO/fritidsklub samt i skoleferier, jævnfør serviceloven § 117.

Her kan kommunen yde tilskud til personer som, på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Børne- og Kulturforvaltningen afgør, om eleven er berettiget til befordring ud fra henholdsvis afstandskriteriet og/eller, om eleven er omfattet af målgruppen syge og invaliderede elever, se ovenfor i afsnittet "Hvem kan få befordring" vedrørende § 26, stk 1 og 2.

###

                                    Befordring af elever på ungdomsuddannelser

Børne- og Kulturforvaltningen er forpligtet til at befordre elever på ungdomsuddannelser på grund af sygdom eller invaliditet, jævnfør § 10 i bekendtgørelse af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Forpligtelsen til befordring gælder ikke for en periode mindre end en uge og maksimalt tre måneder. Der skal fremvises en lægeerklæring i forbindelse med kørsel efter § 10 i bekendtgørelse af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Hvis der er behov for kørsel til ungdomsuddannelser skrives til bkf@gladsaxe.dk.

###

                                    Transport til og fra modersmålsundervisning

Gladsaxe Kommune tilbyder betaling for buskort til og fra modersmålsundervisning i andre kommuner.

Skriv venligst i forbindelse med tilmelding til modersmålsundervisning, om du ønsker buskort.

Undervisningen ligger uden for den almindelige skoletid.

**Har du spørgsmål?**
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Susanne Matzen Brodt, sumabr@gladsaxe.dk, telefon 24 65 42 76.

[Læs mere om modersmålsundervisning](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/b4617017-a3e1-4d02-a091-8f9575fb99ef "Læs mere om modersmålsundervisning")

[Folkeskoleloven § 26 stk. 1 og stk.2.](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/688 "Folkeskoleloven § 26 stk. 1 og stk.2.")

[Serviceloven § 117](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/1114#P117 "Serviceloven § 117").

[Bekendtgørelse af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. § 10](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/605#P10 "Bekendtgørelse af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. § 10").
