Modtageklasser
Modtageklasserne på Vadgård Skole og Gladsaxe 10. klasse og Ungdomsskole (GXU) er Gladsaxe Kommunes skoletilbud til tosprogede børn og unge, som er nyankomne i Danmark og derfor endnu ikke kan dansk godt nok til at kunne følge undervisningen i en almenklasse.
Spørgsmål og svar om modtageklasser
Indskrivning foregår ved henvendelse til Jette Luna på mail jetlun@gladsaxe.dk eller telefon 30 51 17 77.
Inden skolestart vil du og dit barn blive indbudt til et indskrivningsmøde med Jette Luna.
Børn mellem 6 og 13 år vil blive indskrevet i modtageklasserne på Vadgård Skole, og unge i alderen 14 til 17 år vil blive indskrevet i en modtageklasse for unge elever på Gladsaxe 10. klasse og Ungdomsskole (GXU).
Børn og unge i modtageklasserne på både Vadgård Skole og GXU kommer fra hele verden og har dermed mange forskellige sprog og skoleerfaringer med sig.
Alle børn og unge har det til fælles, at de endnu ikke har lært dansk.
I modtageklassen bliver dit barn undervist i de samme fag, som børn i almenklasserne undervises i, blandt andet matematik, billedkunst, geografi, biologi og idræt. I undervisningen er der en stor fokus på udvikling af dansk som andetsprog, som medfører, at dit barn får udviklet et godt dansk.
Når dit barn, både sprogligt og fagligt, vurderes klar til at kunne følge undervisningen i en almenklasse, vil det blive indskrevet i en klasse på den skole, der ligger i det skoledistrikt, hvor I bor.
Børn på 14 år eller ældre bliver indskrevet i enten 10. klasse på GXU eller på en ungdomsuddannelse.
Et barn kan maksimalt være indskrevet i en modtageklasse i 2 år. De fleste børn bliver dog udskrevet til en almenklasse efter 1 år .