Bekymret for et barn eller ung
Underret om din bekymring for børn eller unge under 18 år
Du har pligt til at underrette Gladsaxe Kommune, hvis du får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år bliver udsat for vanrøgt eller nedværdigende behandling, vold, seksuelle overgreb eller lever under forhold, der er til fare for barnets eller den unges udvikling eller trivsel.
Du har også pligt til at underrette Gladsaxe Kommune, hvis du får kendskab til kommende forældre, der har problemer, der giver dig en formodning om, at barnet vil få behov for særlig støtte umiddelbart efter fødslen.
Sådan underretter du
Du kan underrette skriftligt, telefonisk eller ved personligt fremmøde, og du har mulighed for at underrette anonymt. Ønsker du at være anonym, skal du aldrig oplyse navn, telefonnummer eller andre personlige data, der kan identificere dig. Har du gjort det, kan du ikke være anonym.
Skriftlig underretning
Her kan du foretage en skriftlig underretning.
Mundtlig underretning
Du kan underrette mundtligt på telefon 39 57 54 10 eller ved fremmøde i Familieafdelingen, Rådhus Alle, Bygning 3, 2860 Søborg.
Hvis du har en akut bekymring, og det er uden for Familieafdelingens åbningstid, kan du kontakte Vestegnens politi på telefon 43 86 14 48. Politiet tager herefter kontakt til Den sociale døgnvagt, som undersøger din bekymring.
Familieafdelingen benytter sig af en daglig vagtordning, der modtager underretninger. Det er vagten, der vurderer, om underretningen kræver akut handling, eller om det kan afvente ordinær sagsbehandling.
Underretninger, der modtages på mail, tjekkes alle ugens 7 dage af vagten, der vurderer underretningens indhold. Du får et kvitteringsbrev hurtigst muligt og senest seks dage efter, at vi har modtaget din underretning. Kvitteringsbrevet er en bekræftelse på, at Familieafdelingen har modtaget din underretning.
Hvad er en bekymring?
En bekymring er en diffus oplevelse af, at der er signaler på mistrivsel hos et barn eller i dets familie. Der er ingen konkret viden om en konkret handling begået af en bestemt person. Her er heller ikke tale om en stærk mistanke.
Hvad er en mistanke?
En mistanke er mere end blot en bekymring. Mistanken handler om mere konkrete forhold. Det kan for eksempel være barnets eget udsagn om hændelser, der har fundet sted eller oplysninger, man har fået på anden vis.
Hvad er konkret viden?
Konkret viden er den faktiske viden om, at et barn eller en ung har været udsat for en konkret handling eller overgreb begået af en eller flere personer. Denne viden kan komme fra udsagn fra barnet eller den unge, tilståelse fra krænkeren eller fra vidner.
Hvis du har bekymring for, mistanke om eller konkret viden om, at et barn udsættes for digitale krænkelser, vold eller seksuelle overgreb, skal du kontakte Familieafdelingen.
Gladsaxe Kommune har en tværfagligt sammensat specialistgruppe, som kan give råd om, hvad der kan og skal gøres, når medarbejdere i kommunen er bekymrede for, har mistanke om eller konkret viden om, at et barn eller en ung bliver krænket seksuelt.
Der er udarbejdet en beredskabsplan ved mistanke om digitale krænkelser, vold eller seksuelle overgreb på børn og unge, som alle kommunens medarbejdere arbejder ud fra.