Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Skolevejen

Grafisk visning af dele i Skolevejen, som er sammenhæng fra børnehus til skole

Til forældre med kommende skolebørn

Hvis dit barn går i et af Gladsaxe Kommunes dagtilbud, vil barnet blive en del af en sammenhæng fra børnehus til skole, når dit barn skal starte i skolen. Sammenhængen har afsæt i den nyeste viden om børns udvikling og trivsel, så dit barn får de bedste betingelser i det nye

Beskrivelse af Skolevejen

Skal jeres barn starte i skole i Gladsaxe kommune, uden at have gået i dagtilbud i Gladsaxe kommune, kan I få vejledning til, hvordan I kan lave materialer, som indgår i Skolevejen, sammen med jeres barn. Se nedenfor.

Børn, der går i privatskole i Gladsaxe kommune, indgår i rammen for Skolevejen i sammenhængen fra dagtilbud til skole, såfremt den valgte privatskole har indgået samarbejdsaftale med Gladsaxe kommune.

I Gladsaxe Kommune kalder vi denne sammenhæng Skolevejen. Sammenhængen fra dagtilbud til skole er analog, hvilket betyder, at vi lægger vægt på fysiske og sanselige aktiviteter frem for digitale løsninger. Det harmonerer med vores ønske om, at de mindste børn skal have så lidt skærmtid som muligt i vores dagtilbud og i stedet styrke deres sociale, sproglige og motoriske færdigheder gennem leg og nærvær.

Vi arbejder målrettet på, at alle børn oplever en tryg og mest mulig genkendelig sammenhæng fra dagtilbud til skole, hvor de kan føle sig godt rustet til den nye hverdag som skolebarn.

Skolevejen er en fælles model, som skal sikre, at alle børn oplever en tryg sammenhæng fra børnehus til skole. Modellen tager udgangspunkt i, at hvert barn er unikt, men samtidig en vigtig del af et fællesskab. Børns trivsel hænger tæt sammen med følelsen af at høre til, og derfor har Skolevejen fokus på at styrke børns deltagelse i fællesskabet.

Gennem forskellige aktiviteter og materialer sikrer vi, at børnene får mulighed for at lære hinanden at kende, udtrykke sig selv og blive mødt med nysgerrighed og anerkendelse.

Alle børn, som går i dagtilbud i Gladsaxe kommune, medbringer ”Min mappe” fra dagtilbud til SFO og børnehaveklasse.

Som forældre spiller I en vigtig rolle i at skabe den bedst mulige skolestart for jeres barn – i samarbejde med både pædagoger og lærere.

Hvis jeres barn skal starte i skole i Gladsaxe Kommune uden at have deltaget i Skolevejen i dagtilbuddet, kan I her finde vejledning til, hvordan I sammen med jeres barn kan udarbejde ”Min mappe”.

Nye familier i Gladsaxe

Her er vejledning til hvordan I kan lave en ”Min mappe” sammen med jeres barn

Sådan laver I barnets ”Min mappe”.

I Min mappe er der to elementer, som repræsenterer det individuelle barn.

Mapperne modtages af skolerne ved børnenes skolestart. De anvendes som en del af skolens arbejde med at styrke og etablere nye børnefællesskaber. Formålet er at understøtte, at børnene hurtigt og trygt får kendskab til hinanden, samtidig med, at de får mulighed for at præsentere sig selv over for deres nye klassekammerater.

Første element er en illustration med titlen ”Her er jeg”.

Denne illustration vil typisk fylde én A4-side og bestå af barnets egne tegninger af deres styrker samt dét, som barnet og I som forældre mener, kendetegner barnet. Tegningen skal fungere som barnets støtte ind i det nye fællesskab og fortælle om, hvad barnet kan lide at lege, og hvad der ellers er vigtigt for barnet. Samtidig giver den det pædagogiske personale en dybere forståelse af, hvad der skaber glæde og tryghed for barnet i hverdagen.

Andet element er en familietegning (én A4-side)

Den skal understøtte barnets fortælling om sin familie, familie former og kultur. Familie tegningen udarbejdes i samarbejde med hjemmet og har til formål at invitere familien ind i det fælles ansvar for at skabe sammenhæng mellem hjem og dagtilbud/skole.

Begge illustrationer samles i en mappe, som barnet selv kan præge med sit kreative udtryk.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback