Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Gladsaxe Skovbørnehave

Velkommen

Læs mere

Om Gladsaxe Skovbørnehave

Gladsaxe Skovbørnehave kan tilbyde et skønt børnehaveliv for 42 3-6 årige børn, hvor naturen danner vores rammer og præger vores aktiviteter. Vi bor i et hus bygget i 1901 lige ved Skovbrynet station, tæt på Hareskoven og Bøndernes hegn med ideelle omgivelser for en skovbørnehave.

I Gladsaxe Skovbørnehave vil I som forældre møde en sammentømret, udviklingsparat og stabil personalegruppe med høj faglighed; vi brænder for vores arbejde og er tro mod de værdier og traditioner, der ligger til grund for den over 50 år gamle Gladsaxe Skovbørnehave.

Gladsaxe Skovbørnehave var oprindeligt oprettet af forældre i 1969 som en slags udflytterbørnehave, hvor en bus hentede børn og forældre fra Høje Gladsaxe og kørte dem ud i skoven om formiddagen. Samfundsudviklingen gjorde, at flere og flere mødre kom ud på arbejdsmarkedet og Gladsaxe Skovbørnehave gik fra halvdagsbørnehave drevet af forældre, til at være en fuldtidsbørnehave drevet af fagligt uddannet personale, og vi fik fast base i det gule hus ved Skovbrynet station. Vi har ikke længere brug for en bus, da skoven næsten er vores baghave.

Vi sætter stadig høj pris på det tætte samarbejde med forældrene om institutionens udvikling: I samarbejde med Jer forældre, skaber vi den bedst mulige trivsel, udvikling og læring for alle børnene i Skovbørnehaven. Det er bestyrelsen, som er valgt blandt forældrene, der i samarbejde med personalet driver institutionen. Vi tager udgangspunkt i det oprindelige overordnede mål om, at børnene skal føle sig som værende en del af et inkluderende fællesskab, der oplever at have et lærerigt udeliv i naturen.

Natur, udeliv, bæredygtighed og genbrug

At være ude i skoven giver en unik ro, glæde og velvære for både børn og voksne; naturen virker afstressende og giver en god mulighed for fordybelse i den pædagogiske praksis, hvor vi har fokus på, at være nærværende voksne i de mindre grupper. Vi er som udgangspunkt ude mindst 4-6 timer dagligt, og oftest i skoven. Når vi er så meget ude, nedsætter det samtidig smitterisikoen for almindelige infektionssygdomme, og vi har derfor et lavt sygefravær blandt både børn og voksne i Gladsaxe Skovbørnehave.

Det er en selvfølge, at børn, der har sin jævnlige gang i skoven, også tilegner sig en stor viden om naturen. I Gladsaxe Skovbørnehave har vi engagerede børn, der er videbegærlige; som lærer nye ting om naturen og dens liv, hver eneste gang vi går derud.

Vi har igennem de sidste mange år modtaget de Grønne spirers flag, som er Friluftsrådets anerkendelse af, at Skovbørnehaven arbejder med ude liv, natur, bæredygtighed og genbrug i hverdagen.

Se mere på denne side: https://groennespirer.dk/om-groenne-spirer Siden 2022 har vi endvidere også modtaget "Bæredygtighedsflaget" og diplomet som bevis for at vi lærer børnene om bæredygtighed; https://groennespirer.dk/om-groenne-spirer/groenne-spirers-baeredygtighedsflag

Vi lever i høj grad op til flere af FN's verdensmål og har selvfølgelig særlig fokus på at passe på naturen, genbruge, bruge naturmaterialer og "up-cycle" så meget som muligt i vores kreative projekter med børnene, ligesom vores indretning udenfor og indenfor bærer præg af genbrug, hvor gamle møbler sættes i stand og males så de fremstår æstetisk indbydende.

I 2019 blev vi årets dagtilbud, et "kvalitetsstempel" vi til stadighed forsøger at leve op til.

Opskrivning

Ønsker I Jeres barn bliver skrevet op til Gladsaxe Skovbørnehave, gøres dette over Gladsaxe Kommunes digitale pladsanvisning, hvor I finder os under selvejende børnehuse. Hvis I ikke kan finde os på listen, skriv direkte til pladsanvisningen. Det er altid en god ide at blive skrevet op fra fødslen.

Rundvisning

Vi laver rundvisninger til "Åbent hus" arrangementer tre gange om året, hvis I er interesseret i at se institutionen. Derudover laver vi individuel rundvisning, når barnet er blevet tilbudt en plads i Gladsaxe Skovbørnehave, hvis dette ønskes.

Dagens gang, grupper og aktiviteter

Gruppeinddeling

Børnene i Gladsaxe Skovbørnehave er inddelt i tre aldersopdelte grupper, kaldet gr. 1, 2 og 3. Gruppe 1, er de yngste og gruppe 3, de ældste. I grupperne er der 13-18 børn, med 2-3 faste voksne tilknyttede. Vi arbejder meget med mindre grupper og hver gruppe deler sig indimellem op i to endnu mindre grupper, når de er kommet ud til basen i skoven.

Pædagogik, aktiviteter og leg i grupperne

Aktiviteter og lege tilpasses efter børnenes udvikling og hvor længe de har været i Gladsaxe Skovbørnehave.

Gruppe et arbejder meget med at komme ind i rutinerne, lære at gå lidt længere med rygsæk i ujævnt terræn, opbygge venskaber og gode relationer til de voksne - de lærer at gå i Skovbørnehave.

Gruppe to arbejder også meget med venskaber og de "store lege", hvor mange børn kan være med på en gang. Det er mellembørnene, der besøger Bakkegården.

Gruppe tre arbejder med pædagogisk kontinuitet, spiller spil og arbejder videre med de sociale kompetencer.

Vi arbejder ofte med overordnede temaer/projekter, som børnene kan relatere sig til f.eks. "cirkus", "pirater" eller "trolde", hvor vi har en pædagogisk bagtanke, ofte med at styrke de sociale relationer og lære spilleregler mellem mennesker at kende eksempelvis at opbygge venskaber, lære at konflikthåndtere, vise omsorg og hjælpsomhed. Vi læser en del bøger, der passer til emnet vi arbejder med, og vi bruger dialogisk læsning. Vi er kreative med naturmaterialer og genbrugsmaterialer, ligesom vi kan se film og gå i teateret eller på museum som passer ind med vores projekt. Personalet deltager ofte i legene og virker som inspirationskilder til at udvikle legene, afhængig af hvad der er behov for.

En almindelig dag

Klokken 7.00 til 9.00 Gladsaxe Skovbørnehave åbner klokken 7 om morgenen. Vi åbner oftest i haven eller går senest ud ca. 7.45, (også om vinteren). Vi er i haven indtil kl. 9, men seneste mødetid for børnene er kl. 8.45, så kan vi nemlig få sagt farvel og komme godt ud af lågen. Der leges og vinkes farvel i haven (helst ikke foran lågen).

Klokken 9.00 til 12.30 er vi oftest på ture til en base i skoven eller i nærområdet. I basen laver vi mere strukturerede aktiviteter, der tit starter med en samling, hvor vi snakker om, hvad der skal ske på dagen; skal vi for eksempel være kreative, læse historier, lege eller undersøge naturen - alt efter, hvad der er planlagt for dagen eller hvad der rør sig i børnegruppen.

Klokken 11 spiser vi frokost lavet af vores madmor, Mariette. Madpakken bærer barnet selv i sin rygsæk og maden spises i skoven, hvis de er på tur. Efter frokosten går vi hjemad til børnehavens hus ved Skovbrynet Station.

Klokken 12.30 til 14.00 er vi i vores dejlige have eller indenfor i vores hyggelige hus, hvis vejret er særligt udfordrende, hvor vi leger eller har gang i forskellige aktiviteter. Flere børn kommer indenfor til pauser i huset på skift, for at få varmen, for at styrke relationerne, eller hvile lidt.

Klokken 14.00 spiser vi eftermiddagsmåltidet, som Mariette også har lavet.

Klokken 14.30 til 16.30/17.00 leger vi i haven eller indenfor indtil vi bliver hentet. Vi sætter også aktiviteter og lege i gang.

Klokken 17/16.30 lukker vi.

Personalet har forberedelse på skift, en dag om ugen i morgentimerne mellem 7.00 og 9.00. Derudover kan der om morgenen være forældresamtaler eller andet, som vi bliver nødt til at lægge i ydertiderne, for at imødekomme forældres arbejdstider. Der er derfor ikke altid en voksen fra barnets gruppe til at tage imod om morgenen. Men alle børn kommer hurtigt til at lære alle voksne at kende , da vi er sammen om børnene om morgenen og om eftermiddagen. Vi er jo et lille hus med stabile voksne.

Forældresamarbejde og traditioner

Forældresamarbejde i fællesskabet og "social bæredygtighed"

I Gladsaxe Skovbørnehave har vi et tæt og aktivt forældresamarbejde om institutionens udvikling og mange gode traditioner som involverer hele familien. Når forældrene er trygge ved os, er børnene også trygge, og vi har glade børn, der trives, lærer og udvikler sig. Vi er i dialog med Jer om hverdagen med Jeres barn, og I forældre er velkomne til, at deltage på skovture eller slå Jer ned i haven, når I henter Jeres barn - når I har tid og lyst. Hvis I er bekymrede for noget ifm. Jeres barns trivsel, kontakt os, så vi kan planlægge et møde og snakke om det. Vi arbejder med "fælles ansvar for barnets læring" på den måde, at I jævnligt får nogle små opgaver I skal lave sammen med Jeres barn, ofte en tegneopgave eller høre børnenes mening om et emne, som vi kan bruge i institutionen i vores videre arbejde. I vores årsplan kan I se flere eksempler på dette.

Opstart i Gladsaxe Skovbørnehave - tidlig opbygning af samarbejdet

For at få et godt og trygt forældresamarbejde op at stå, så hurtigt som muligt, besøger en pædagog barnet og familien ca. 14 dage inden starten i Gladsaxe Skovbørnehave. Formålet med besøget er at lære barnet lidt at kende, inden det starter og at barnet lærer en af de voksne lidt at kende, samt at give forældre mulighed for at stille alle de spørgsmål, der kan være inden starten i institutionen. (Læs mere om indkøring af nye børn og familier under fanen "Velkommen til nye forældre").

Traditioner som involverer familien

De sociale arrangementer, vi holder i Gladsaxe Skovbørnehave er "limen", der holder os sammen og gør stedet et godt sted at være for alle. Vi tror på, at jo bedre vi kender hinanden, jo bedre kan vi arbejde sammen og udvikle på det gode, der er her, og jo bedre kan vi takle eventuelt svære situationer i fællesskab. Gladsaxe Skovbørnehave er sted, hvor vi alle vil hinanden, til alles bedste. Vi arbejder ud fra en tankegang om "social bæredygtighed", der rummer alle børn og familier - også dem der har det svært. Alle børn og familier i Gladsaxe Skovbørnehave skal føle sig velkommen og skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet.

Vi holder jævnligt "forældrekaffe", hvor forældre på skift kommer med brød og serverer kaffe for de andre forældre, for at der kan opstå gode relationer forældrene imellem. Forældres gode relationer kan hjælpe børnene til bedre legerelationer i institutionen, f.eks. ved at forældrene laver legeaftaler mellem børnene. Det kan også hjælpe med til inklusion af børn, der har det svært, samt give en forståelse for disse børn. Jo tættere samarbejde vi har, jo mere accept er der ofte af forskelligheder, da det giver mulighed for at åbne for flere perspektiver og nysgerrighed på hinandens udfordringer.

Ud over forældrekaffe, holder vi sommerfest med orienteringsløb i skoven for hele familien, julefest udenfor; hvor gr. 3 går luciaoptog og bestyrelsen serverer æbleskiver og gløgg/saftevand, bedsteforældredag; hvor bedsteforældre kan komme med os i skoven, og efterfølgende drikke en kop kaffe i haven.

Årligt holder vi også to forældremøder og derudover er der bestyrelsesarbejdet, hvor forældre er repræsenteret. (Se mere om forældrebestyrelsen uden fanen "forældrebestyrelse")

Velkommen til nye børn

Vi har planlagt et godt indkøringsforløb i Gladsaxe Skovbørnehave, så vi alle hurtig kan få en tryg relation til hinanden.

I modtager en mail en til tre måneder inden start med oplysninger om institutionen, samt hvad I skal have parat til barnet inden starten.

En pædagog fra den gruppe barnet skal gå i, kommer og besøger Jer derhjemme hos Jer selv cirka 14 dage før start. Her planlægger vi sammen, hvordan selve indkøringen skal foregå, og lærer Jeres barn lidt at kende inden starten. Vi har en gave med til barnet; en velkomstbog, hvor barnet kan se, hvad vi laver i Skovbørnehaven og se fotos af de voksne og børnene.

I institutionen gør vi klar til Jeres ankomst; vi laver en garderobeplads klar og fortæller de andre børn om, at der kommer et nyt barn.

Den dag barnet starter er I, enten mor eller far, med i skoven fra 9 til 12, sammen med den gruppe barnet skal være i. Vi går ud til en base i skoven, leger og snakker sammen, lærer hinanden at kende. Ude i skoven spiser vi madpakken, som Mariette, vores fantastiske "madmor" har lavet. Derefter går vi tilbage til børnehaven, og så er den første dag slut.

Næste dag kommer I igen lidt i kl. 9 og vi vinker farvel, går i skoven og I henter ligeså snart vi er tilbage i haven igen ved 12 tiden. På denne første dag alene i skoven uden Jer forældre, gør vi alt for at barnet får en god dag med sjove oplevelser. Det plejer at gå rigtigt fint.

De efterfølgende dage skal barnet gradvis have længere dage og også prøve at være med til frugt om eftermiddagen, når vi når slutningen af ugen. Det er vigtigt med korte dage i de første uger, da børnene ofte bliver meget trætte af al den bevægelse i den friske luft hver dag, samt alle de nye oplevelser og indtryk. I kan godt regne med de falder tidligt i søvn om aftenen.

Nogle af de første dage laver vi en lille collage med fotos af Jeres familie, til barnets garderobeplads, så vi på den måde får en tættere kontakt til Jeres barn gennem fotos hjemmefra.

De efterfølgende uger og måneder kan der nogle gange komme en reaktion på starten, når det hele ikke er nyt og spændende mere. Snak med personalet, hvis I oplever det er svært at aflevere eller der er noget, der bekymrer Jer.

Vi holder løbende kontakt og fortæller Jer om, hvordan det går med Jeres barn. Vi kan foreslå legeaftaler, introducere Jer til de andre forældre når I deltager til forældrekaffe, så alle kommer til at føle sig som en del af Skovbørnehaven og mærker det fællesskab og sammenhold her er.

Efter tre til fire måneder, holder vi en "tre-måneders samtale", hvor vi taler om, hvordan indkøringen har været, hvordan det går nu og I aftaler om der skal laves en sprogvurdering af barnet inden det fylder 3,4 år. eller efter behov.

Tilsyn

De strukturerede pædagogisk anmeldte – og uanmeldte tilsyn afholdes indenfor en periode på 4 år. Tilsynene er dialog- og udviklingsbaserede og har fokus på kvaliteten af det pædagogiske arbejde.


Tilsynsrapport for Børnehuset

Rapporten bliver genereret elektronisk, når der klikkes på linket. Der kan derfor gå op til 10 sekunder før den bliver vist.

Mere information om Gladsaxe Kommunes pædagogiske tilsyn.

Fødevarestyrelsens smiley rapport

Alle dagtilbud i Gladsaxe Kommune tilbyder sund mad til alle børn. Vi lægger vægt på, at maden er hjemmelavet, varieret og delvis økologisk. Børnehuse og dagplejen har et særligt ansvar for at understøtte udviklingen af dit barns madkultur. Med det fælles måltid påvirkes dit barns sanser og lyst til at spise varieret.

Fødevarestyrelsens smileyrapport.

Gladsaxe Skovbørnehave

Skovdiget 8
2880 Bagsværd

Ring til os

Skriv til os

Ledelse

Børnehusleder Karina Bech


EAN nr. 5798008694615

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback