Hvad er Røgfri Idrætstid?
Røgfri idrætstid handler om at støtte idrætsforeninger og idrætsanlæg i Gladsaxe Kommune i at opnå røgfrihed for at beskytte især børn og unge mod røg. Røgfrihed gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, pibe, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibetobak og lignende.
Røgfri på folkeskoler og ungdomsuddannelser
I Gladsaxe Kommune er der i dag røgfri arbejdstid og røgfri skoletid på kommunens folkeskoler. Fra den 1. august 2021 er der også indført røgfri skoletid på alle ungdomsuddannelserne. Der er rygeforbud indendørs i alle kommunens faciliteter, herunder også idrætshaller, svømmehaller mv. og fra den 1. september 2021 er alle udendørs idrætsmatrikler i Gladsaxe røgfrie.
Med røgfri idrætstid ønsker Gladsaxe Kommune at tage ansvar for børn og unges røgfrie fremtid og være med til, at der i Gladsaxe er røgfrit i børn og unges idrætstid.
Positiv tilgang til Røgfri Idrætstid
Røgfri idrætstid skal være synlig i hverdagen, og du vil derfor møde skilte, piktogrammer og plakater, som opfordrer til, at du ikke ryger dér, hvor vi mødes om idrætten.
Kommunikationen tager udgangspunkt i en positiv tilgang og indeholder budskaber som fx ”Tak fordi du ikke ryger eller bruger snus på vores idrætsanlæg” og ”Tak fordi du ikke ryger i vores idrætsforening”
Skal din idrætsforening være røgfri?
En lang række idrætsforeninger i Gladsaxe har allerede indført røgfri idrætstid og har på forskellige måder arbejdet med at gøre deres forening røgfri. Nogle foreninger har udarbejdet en røgfri politik. Andre har valgt at synliggøre røgfri idrætstid ved at sætte klistermærker, plakater og skilte op eller kommunikeret det ud via hjemmeside og sociale medier.
Flere foreninger har præsenteret det på medlems- og bestyrelsesmøder og valgt at inddrage medlemmer (herunder de unge) og trænere i processen frem mod røgfri idrætstid. Kontakt FIG hvis du ønsker hjælp til også at gøre din forening røgfri.
Gladsaxe Kommune har i partnerskab med DGI Storkøbenhavn udarbejdet et par korte film, der understøtter foreningernes arbejde med røgfrihed. Filmene skal bidrage til at udbrede budskabet om at beskytte børn og unge mod røg, mens de dyrker idræt.
Inspiration og viden
Derudover har vi en lang række kommunikationsmaterialer (plakater, klistermærker, skilte, skabeloner til røgfri politikker og PowerPoint præsentationer om røgfri idrætstid), som kan bestilles ved henvendelse til FIG.
Desuden har vi en række materialer som kan udlånes til forskellige events (fx stævner, træningssamlinger mv.) for at skabe synlighed om røgfrihed (banner, roll ups, beach flag, balloner, lakridsæsker, t-shirts mv). Kontakt FIG for nærmere information: Mail: [email protected] eller telefon: 39 57 62 05.