Hvad er røgfri arbejdstid?
Røgfri arbejdstid har flere formål: Et formål med at beskytte børn og unge mod rygestart og passiv rygning, idet børn og unge, der eksponeres for rygning, har en større risiko for selv at begynde at ryge. Det andet formål er at beskytte medarbejderne mod passiv rygning på deres arbejdsplads. Derudover er røgfri arbejdstid med til at fremme rygestop. Endelig kan røgfri arbejdstid styrke fællesskabet og bidrage til en mere ensartet pausekultur på arbejdspladsen.
Røgfri arbejdstid siden 2015
I Gladsaxe Kommune har det siden 2015 været forbudt at ryge i arbejdstiden. Den røgfri arbejdstid kan defineres som ”et sæt af regler, der forbyder alle medarbejdere at ryge i arbejdstiden, både indendørs, udendørs og uden for matriklen”.
Røgfri arbejdstid betyder, at rygning ikke er tilladt i hele arbejdstiden, ved betalte pauser, mellem møder, under transport mellem flere arbejdssteder og heller ikke på kurser.
Røgfri arbejdstid gælder for samtlige medarbejdere i Gladsaxe Kommune, ex. gartnere, hjemmepleje, dagtilbud og folkeskoler, hvor også eleverne i folkeskolerne har røgfri skoletid. Røg og Røgfri arbejdstid gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, pibe, e-cigaretter, snus, tyggetobak og vandpibetobak.
For virksomheder i Gladsaxe
I Gladsaxe Kommune arbejder vi for udbredelse af mere røgfri arbejdstid. Derfor indgår kommunen i partnerskaber med virksomheder, der ønsker at starte en proces henimod røgfri arbejdstid.
Mange veje til røgfri arbejdstid
Vejen til røgfri arbejdsplads vil være forskellig, afhængig af din arbejdsplads kultur, medarbejdersammensætning og organisering. Vejen kan derfor være kort eller lang i forhold til at opnå røgfri arbejdstid. I et partnerskab med Gladsaxe Kommune vil din virksomhed kunne få rådgivning og hjælp til og med, hvad delmålene kan indeholde, og hvordan en proces kan implementeres.
Partner i røgfri arbejdstid giver gratis rygestopforløb
Som partnere i arbejdet med at indføre en røgfri arbejdsplads tilbyder Gladsaxe Kommune desuden gratis rygestopforløb til de af virksomhedens medarbejdere, der ønsker et rygestopforløb. Rygestopforløbene kan foregå ude på arbejdspladsen.
Som virksomhed, der arbejder henimod eller ønsker at indføre røgfri arbejdstid, støtter I de medarbejdere, der har et ønske om at blive røgfrie. Med røgfri arbejdstid fungerer virksomheden som rollemodel for et røgfrit liv og sundhed på arbejdspladsen.
Skal jeres virksomhed indgår partnerskab
Hvis jeres virksomhed er interesseret i at indgå i et partnerskab, kan I kontakte Røgfrit Gladsaxe (se kontaktoplysninger nedenfor).