Diabetesskolen er et kursus for personer med type 2 diabetes. Du får viden og redskaber til at håndtere din sygdom bedst muligt, så du kan reducere risikoen eller måske helt undgå udviklingen af komplikationer til sygdommen.
Der er max. 12 deltagere på hvert hold, og du må meget gerne tage én pårørende med. Undervisningen tager afsæt i dine og de andres deltageres behov. De gennemgående emner vedrører dog:
- Viden om sygdommen type 2 diabetes
- Hvordan du bedst muligt forholder dig til din type 2 diabetes
- Mad og motion
Sted
Gladsaxe Kommunes Forebyggelsescentret, Søborg Hovedgade 200, 2860 Søborg.
Tilmelding og yderligere information
Du skal have en henvisning til diabetesskolen fra hospitalet eller fra din egen læge. Du bliver herefter kontaktet af kommunens diabetessygeplejerske Dorthe Svanberg. Har du spørgsmål til tilbuddet, kan du kontakte diabetessygeplejersken på telefon 39 57 57 55 eller mail [email protected].
Det, du spiser, kan have stor betydning for din sygdom. Du kan derfor få kostvejledning af en klinisk diætist, hvis du har en henvisning fra din læge eller fra hospitalet. Formålet med kostvejledningen er at forebygge forværring og komplikationer af type 2 diabetes. Henvisningen giver dig mulighed for at få enkelte samtaler eller forløb på op til 8-10 samtaler.
Hvor
Gladsaxe Kommunes Forebyggelsescenter, Søborg Hovedgade 200, 2860 Søborg. Der er adgang for kørestolsbrugere.
Tilmelding og yderligere information
Du skal have en henvisning fra hospitalet eller din egen læge. Inden for 14 dage efter henvisningen er sendt, vil du modtage et brev med en bekræftelse på, at henvisningen er modtaget, og du vil få en tid til en indledende samtale. Har du spørgsmål til tilbuddet, kan du kontakte kommunens diætist på telefon 39 57 57 62.
Alle borgere med diabetes, kan én gang om året få 50% tilskud til at få lavet fodstatus og risikovurdering hos en Statsautoriseret Fodterapeut.
Alle med diabetes har ret til 50 % tilskud til én årlig fodstatus og de, der har størst behov, skal have mest hjælp. Den læge, der er din diabetesbehandler, skal lave en henvisning til fodterapeut. Du bestemmer selv, hvilken fodterapeut du vil benytte.
Som diabetiker er det vigtigt, at du behandler dine fødder korrekt for at undgå fodsår. En meget vigtig del af forebyggelsen er en regelmæssig kontakt til en statsautoriseret fodterapeut.
Risikovurdering
Ved den årlige fodstatus laver fodterapeuten en risikovurdering af dine fødder. Det er for at undersøge, om du er i risiko – eller måske allerede har udviklet komplikationer til din diabetes - og hvis du har, så i hvilken grad.
Risikovurderingen har betydning for hvor mange behandlinger hos fodterapeuten, du kan få tilskud til.
Fodterapeuten skal sende resultatet af sine undersøgelser til din diabetesbehandler.
Hvordan får du en henvisning til fodterapeut?
Henvisningen til fodterapeuten bliver sendt elektronisk, så fodterapeuten kan hente den direkte via internettet. Kontakt din diabetesbehandler, hvis du ikke har en henvisning til en fodterapeut.
På den elektroniske henvisning skal lægen skrive relevante oplysninger om f.eks. følgesygdomme, som kan være vigtige i forhold til at få givet dig det rigtige tilskud. Det kan f.eks. være:
- væsentligt nedsat syn
- væsentligt nedsat nyrefunktion
- iskæmi (dårligt kredsløb)
- neuropati (f.eks. nedsat følesans – eller stikken og prikken i fødderne)
Hvis du skifter læge, er det vigtigt, at du fortæller det til din fodterapeut, så resultatet af fodstatus bliver sendt til den rigtige læge.
Der er fire risikogrupper - hvilken tilhører du?
Fodterapeuten laver en vurdering (fodstatus) på baggrund af dine fødders tilstand og din generelle helbredstilstand.
Når du får lavet en fodstatus gælder den i 12 måneder. Hvis dit helbred forværres i løbet af de 12 måneder, og hvis det har betydning for dine fødder, skal fodterapeuten lave en ny risikovurdering. Herefter starter forløbet forfra, og der skal igen gå 12 måneder inden næste fodstatus, med mindre der igen sker ændringer.
Der er mulighed for et bestemt antal forebyggende fodbehandlinger med offentligt tilskud. Antallet af behandlinger med tilskud afhænger af, hvilken risikogruppe du tilhører. Her kan du læse om risikogrupperne og de risikofaktorer, der har betydning for, hvilken gruppe man bliver placeret i
Har du diabetes og er enten i tablet- elle insulinkrævende behandling, kan du søge om tilskud til diabeteshjælpemidler.
Praktiserende læge eller diabetesambulatorium skal dokumentere, at du har diabetes - samt hvilken type diabetes det drejer sig om, og hvordan den behandles.
Borgere med diabetes, der bliver tabletbehandlet
Vurderer din læge, at jævnlig blodsukkermåling er påkrævet, kan du få støtte til:
Testmaterialer: 150 stk. teststrimler og 150 lancetter til fingerprikker + én fingerprikker. (Borgeren skal selv betale sit blodsukkerapparat).
Borgere med diabetes, der er i behandling med insulin eller GLP- 1 analoger eller i kombinationsbehandling (insulin/GLP-1 analog og tabletter)
Du kan få støtte til:
- Test- og injektionsmaterialer: Teststrimler og lancetter samt penkanyler efter behov. 50 stk ketonteststrimler årligt.
- 1 stk. fingerprikker, samt 2 stk. insulinpenne.
- Blodsukkerapparat: du får 50 % tilskud på apparatets indkøbspris.
Insulinpumpe: Tilskud til behandling med insulinpumpe til borgere med type 1 diabetes gives under særlige forudsætninger fastsat af Sundhedsstyrelsen. Indstilling til denne behandlingsform varetages af den pågældendes diabetesambulatorium.
Reamed er pr. 1. januar 2022 Gladsaxe Kommunes leverandør af diabeteshjælpemidler. Reamed kan kontaktes på tlf. 97 93 46 00.
Sådan søger du tilskud til test- og injektionsmaterialer
- Ønsker du at søge om diabeteshjælpemidler skal du benytte digital ansøgning via borger.dk. Ansøg via blå boks nederst på siden.
- Har du ikke nemID/MitID kan du kontakte Visitationen - kropsbårne hjælpemidler - på telefonnummer 39 57 55 53, mandag-fredag kl. 9.00-14.00.