Alle Gladsaxes folkeskoler og Gladsaxe 10. Klasse og Ungdomsskole (GXU) har Røgfri Skoletid. Røgfri Skoletid gælder alle former for rygning og brug af tobak; herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Røgfri Skoletid betyder, at eleverne ikke må ryge i skoletiden – uanset om de opholder sig på skolens område eller ej. Tidligere var der kun forbud mod at ryge på skolens område, men med Røgfri Skoletid gælder røgfriheden hele skoletiden, også hvis de er på tur, lejrskole eller et smut hjemme i frokostpausen. Vores ambition er at fjerne synlig rygning og de fællesskaber, der ofte opstår omkring rygning.
Pædagoger og lærere er rollemodeller for eleverne, og derfor må de – som alt andet personale i Gladsaxe Kommune – heller ikke ryge i arbejdstiden.