Opgaveudvalg med fokus på dialog og samarbejde med borgere og civilsamfund
Gladsaxe Byråd vedtog 20. december 2023 opgaveudvalgets kommissorium. Opgaveudvalget har en funktionsperiode, der løber til medio 2025.
Opgaveudvalgets formål
Formålet med opgaveudvalget er, at det skal belyse mulighederne for at stille specifikke krav til boligbyggeri ved udbud af kommunalt ejede arealer i Det nye kvarter i Bagsværd (Ringbo). Udvalget har en forberedende og rådgivende funktion i forbindelse med Økonomiudvalgets arbejde med udbud af de kommunalt ejede arealer på Ringbo til boligformål. Udvalgets arbejde skal medvirke til at kvalificere beslutningsgrundlag i Økonomiudvalget og Byrådet.
Gladsaxe Kommune vil udvikle et nyt kvarter i Bagsværd med udgangspunkt i ’Ringbo-arealet’ og Bakkeskolens areal. Det nye kvarter skal åbne sig mod resten af Bagsværd, skabe nye mødesteder omkring en ny tresporet skole, et svanemærket børnehus og en stor idrætsfacilitet samt binde Bagsværd bedre sammen.
Med respekt for de landskabelige værdier vil Gladsaxe Kommune skabe et attraktivt kvarter med et udbud af innovative og bæredygtige boliger i høj arkitektonisk kvalitet. Boligerne skal bidrage til at skabe et levende og trygt kvarter med liv om dagen, om aftenen og i weekender. For at understøtte områdets funktioner, såsom skole og børnehus, ønskes en væsentlig andel af familieboliger.
En helhedsplan for Det nye kvarter i Bagsværd (Ringbo), som fastlægger den overordnede disponering af området, er i offentlig høring primo 2024. Senere vil Gladsaxe Kommune udarbejde lokalplaner for ca. 20.000 m2 boliger i den sydlige del af arealet.
Med udgangspunkt i helhedsplanen for området skal Opgaveudvalget undersøge, hvilke muligheder der er for at arbejde med eksperimenterende byggeri som et supplement til de rammer, der fastlægges i en lokalplan for Det nye kvarter i Bagsværd (Ringbo).
Udvalget kan for eksempel komme med anbefalinger om etablering af grundejerforeninger, designmanualer, grundstørrelser, fællesfaciliteter og lignende. Opgaveudvalget kan også komme med anbefalinger til planlægning af de bolignære friarealer og sammenhængen mellem boligerne og det de offentlige arealer, herunder også anbefalinger ift. etablering af ’mødesteder’ i det nye kvarter.
Yderligere information omkring opgaveudvalget kan læses i udvalgets kommissorium.
Opgaveudvalgets medlemmer
Udvalget består af i alt 13 medlemmer, heraf 5 borgere, 3 fagpersoner og 5 medlemmer af Byrådet. Borgere og fagpersoner er udpeget med baggrund i deres kendskab til og interesse for fire områder
- Bosætning og boligdrømme
- Medborgerskab og fællesskaber
- Boligbyggeri, arkitektur og bæredygtighed
- Landskabs- og byplanlægning.
De fem borgere er udpeget efter ansøgning.
Medlemmerne af opgaveudvalget:
Byrådsmedlemmer
- Astrid Søborg (V), formand
- Kristine Henriksen (A)
- Christina Rittig Falkberg (B)
- Signe Ejersbo (F)
- Trine Henriksen (Ø)
Borgere
- Kirsten Sornum
- Jette Gynther Nielsen
- Henrik Blavnsfeldt
- Mathias Botoft Hansen
- Allan Kloppenborg
Fagpersoner
- Svend Erik Rolandsen
- Ellen Højgaard Jensen
- Valinka Suenson