Hovedstruktur

Gladsaxe er en del af storbyen København og en væsentlig aktør i arbejdet for at fastholde og skabe vækst og udvikling i Hovedstadsregionen.

Det skal fortsat være attraktivt at bosætte sig og drive virksomhed i Gladsaxe. Det skal understøttes med levende bymidter, små grønne byrum, rolige forstadsområder med attraktive boligområder og innovative erhvervsområder.

Gladsaxe vil samtidig være en bæredygtig kommune, som er i balance både socialt og miljømæssigt. Gladsaxe skal fortsat have velfungerende og bæredygtige boligområder med en mangfoldighed af boligtyper, der giver plads til alle.

Der er fokus på borgernes sundhed, og derfor vil vi indarbejde muligheder for bevægelse i byens rum i kommunens byplanlægning.

Gladsaxe ønsker at fremtidssikre kommunen med langsigtede løsninger inden for både klimatilpasning og -forebyggelse. For at få den størst mulige virkning indgår vi i samarbejder på tværs af kommunegrænserne.

Gladsaxe er en grøn bykommune med fokus på borgernes adgang til og mulighed for at benytte de grønne områder. Vi ønsker ligeledes at styrke de grønne forbindelser, så en større biodiversitet inden for plante- og dyreliv bliver fremmet.

Infrastrukturen i Gladsaxe skal styrkes med flere cykel- og gangstier og kollektiv transport med velfungerende knudepunkter til skift af transport. På den måde vil Gladsaxe blive bundet bedre sammen inden for kommunen og med resten af hovedstadsområdet.